DMI: Tirsdag bliver meteorologisk spændende men sjaskvåd

Ugens vådeste dag bliver med afstand tirsdag, mens fredag kan blive tør og give pænt med solskin.

Spændende meteorologisk dag venter tirsdag ifølge DMI, der dog erkender, at dagen nok bliver knap så sjov for cyklister, da der vil falde en del regn. (Arkivfoto)

Spændende meteorologisk dag venter tirsdag ifølge DMI, der dog erkender, at dagen nok bliver knap så sjov for cyklister, da der vil falde en del regn. (Arkivfoto)

KØBENHAVN:Tirsdag bliver sjaskvåd, og i løbet af dagen kan der falde op til 20 millimeter regn i den østlige del af landet.

Det fortæller den vagthavende meteorolog Henning Gisselø ved Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) mandag morgen.

- Det bliver en spændende dag meteorologisk set, men måske ikke for cyklister, for der kommer et lavtryk fra syd, og der kan komme rigtig meget regn, siger Henning Gisselø.

Fra tirsdag formiddag til de tidlige aftentimer vil der ifølge meteorologen falde silende regn.

Kun Bornholm og Vestjylland ser ud til at slippe med lidt mindre regn, mens der vil falde mest på Sjælland, Lolland og Falster.

Også i sidste uge faldt der en del regn. Særligt fredag kom der meget vand med op til 20 millimeter regn nogle steder.

Der falder gennemsnitligt 80-85 millimeter regn i oktober.

Men inden det våde vejr tirsdag venter der en forholdsvis tør, men skyet mandag.

- Jyderne får kig til solen, mens alle andre kommer til at kigge langt efter den, siger Henning Gisselø.

Onsdag kan der igen blive kig til solen, men også byger. Der vil dog ikke falde så meget regn som tirsdag.

Torsdag bliver skyet, men tør, mens fredag ifølge Henning Gisselø bliver ugens vejrmæssige højdepunkt.

- Fredag vil holde tørt og give pænt med solskin, siger han.

Temperaturerne i løbet af dagene i denne uge vil blive op til 15 grader. Alle nætterne vil holde sig et stykke over frysepunktet.

Det er for tidligt at sige ud fra DMI's prognoser, hvordan vejret bliver i weekenden. Det kan både blive pænt vejr med sol eller med en masse regn, siger Henning Gisselø.

/ritzau/

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Breaking
Skandinavisk koncern køber ikonisk nordjysk ferieresort
Luk