DMI: Dobbelt skybrud i Tylstrup - flere skybrud kan være på vej

DMI advarer om voldsomt vejr, der fredag plager størstedelen af Jylland og Fyn frem til klokken 21.

Ritzau
Indtil videre varsler DMI ikke om mange mængder af regn, lynnedslag og torden på Sjælland. (Arkivfoto).
Vejret 14. juni 2019 17:48 - Opdateret 14. juni 2019 18:48

KØBENHAVN: Voldsomt vejr i form af risiko for lokale skybrud, torden og lynnedslag har fredag eftermiddag og aften plaget det meste af Jylland og dele af Fyn.

Risikoen for at blive udsat for det voldsomme vejr vil fortsætte frem til klokken 21 fredag, lyder meldingen fra DMI.

DMI forventer, at der kan falde mellem 15 og 25 millimeter regn på blot 30 minutter flere steder.

Og det fik de ret i. Kraftige regn- og tordenbyger ramte sidst på eftermiddagen Nordjylland. Tæt på Aalborg blev der flere steder observeret skybrud. I Tylstrup fik man endda dobbelt skybrud - nemlig helt 37,4 mm regn på 30 minutter.

Lars Henriksen, der er vagthavende hos DMI, fortæller, at vejret er en del værre, end hvad man først forventede.

- Nogle steder har vi oplevet, at der er faldet næsten 12 millimeter regn på 10 minutter. Og det er rigtig voldsomt, siger han.

Lars Henriksen afviser ikke, at uvejret på et tidspunkt vil ramme Sjælland, og opfordrer borgere til at holde øje med vejrmeldingerne.

- Det kraftigste vejr er i de områder, vi lige nu har varslet, og indtil videre er der blot en risiko for lokale skybrud på Sjælland, siger Lars Henriksen.

Borgere i områderne Østjylland, Sønderjylland, Midtjylland og Fyn skal blandt andet være særligt opmærksomme på lavtliggende områder og tilpasse kørselshastigheden til sigtbarhedsen.

DMI opfordrer borgere til at lukke vinduer og døre og søge ly indendørs, hvis man befinder sig i et skybrudsramt område.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...