Dna-register fremtidsmusik

I forbindelse med voldtægten af en 17-årig pige i Hjørring kritiserer Henrik Bech fra Nordjyllands Politi politikerne

MISTÆNKTE:I forbindelse med voldtægten af en 17-årig pige i Hjørring kritiserer Henrik Bech fra Nordjyllands Politi politikerne for deres modstand mod et komplet dna-register. Når det står højt på politiets ønskeliste, er det selvfølgelig fordi, det ville kunne hjælpe med at finde gerningsmænd hurtigt og effektivt. Personligt har jeg det ret afslappet med at lave sådan et register. Nu har vi i Danmark valgt at registrere folk med et cpr-nummer og i mine i øjne er det ikke anderledes, end hvis vi havde valgt at bruge DNA som identifikation i stedet. Man skal huske, at det vil forholde sig sådan, at et register kun ville komme i brug i det tilfælde en gerningsmand rent faktisk efterlader sig et spor på et konkret gerningssted. Der vil politiet kunne matche DNA-sporet med en konkret person. Der er altså ikke tale om, at tilfældige menneskers DNA hele tiden vil komme i spil og dermed er det helt forkert, som Venstres retsordfører Kim Andersen fremfører – at det er en mistænkeliggørelse af alle mennesker. Det er nok snarere det modsatte. I en tid, hvor politiet står overfor mange og komplekse opgave – og hvor ressourcerne ikke slår til, kan jeg godt se fordelen af et altomfattende dna-register. I den forbindelse er der selvfølgelig også nogle ulemper. Det er meget dyrt, at lave sådan et register og i en tid hvor de økonomiske ressourcer også er trængte, er det nok ikke der, jeg sender en pose penge først. Derudover skal man sikre sig, at dna-profil ikke står bevismæssigt alene i straffesager. For man kan godt forestille sig en situation, hvor prøver forbyttes eller forurenes eller at nogen udnytter sin værste fjendes DNA til at kaste skyld på en uskyldig. Så dna kan lede på sporet af en gerningsmand, men der skal være flere fældende beviser end dna. Tankerne om sådan et dna-register er imidlertid ret hypotetiske. Selvom tre fjerdedele af danskerne tilsyneladende støtter registeret, siger en ny dom fra Menneskerettighedsdomstolen, at et det krænker retten til et privatliv, når ikke-dømte og frifundne står i et sådant register. Dermed er et sådant register fremtidsmusik.