Do you speakEnglish?

Eleverne i trejde klasse får for første gang engelsk på skoleskemaet

PANDRUP:8-årige Rolf Raunholt er klar. Skoletasken er pakket, og der er købt nye blyanter. I dag starter han i trejdeklasse efter en dejlig lang sommerferie. Men i år er det med et nyt fag på skemaet - engelsk, og det er han spændt på. - Måske bliver det sjovt - det kan man aldrig vide, siger han. I de seneste ti år har børnene først haft engelsk, når de gik i fjerde klasse og forinden var engelsk først på skemaet, når man gik i femte klasse. Men fra i år starter børnene med engelsk allerede i trejde klasse. - Jeg ved godt, hvorfor vi skal lære det - det er fordi, i de fleste lande, kan man snakke engelsk - engelsk er på en måde et internationalt sprog, lyder de vise ord fra Rolf Raunholt. Rolfs mor, Charlotte Raunholt, syntes i første omgang, at det var lidt tidligt, men har siden revurderet sin opfattelse. - Det er som Rolf også siger, et internationalt samfund, vi lever i, og derfor er de nødt til at lære sproget tidligt, hvis de vil være med, og i dagligdagen er der allerede mange engelske udtryk, siger hun. - Ja som for eksempel ”Hot Dog”, siger Rolfs lillebror,Taus på 7 år. Også Rolf har allerede et par engelske gloser med i rygsækken. Ja, I love you, basketball og Duke Nuken Time To Kill (red.: et spil til playstation), siger han. Børn dus med engelsk Netop det faktum at mange forholdsvis mindre børn i dag jonglerer rundt med engelske ord, gør at det bliver mere og mere naturligt at rykke aldersgrænsen, mener skoleinspektør på Pandrup Skole, Dorte Weng. - De er jo omgivet af det engelske - mine to børnebørn på fire og fem år bruger engelske sætninger i legeverdenen, selv legolegetøjet har engelske navne, eksempelvis Bionicle - udviklingen løber hurtigere og hurtigere, siger hun. -Tidligere kunne jeg dupere et nystartet engelskhold med et par engelske sætninger og der gik ikke ret mange år, så kunne det ikke dupere dem, siger Dorte Weng. Tabes på gulvet Charlotte Raunholt kan dog ikke skjule sin bekymring over, hvis eleverne ikke er gode nok til dansk og frygter derfor, at de kan blive tabt på gulvet i engelsk. - Jeg håber, de får det leget ind og ikke bliver pacet frem - og jeg håber også, at lærerne hele tiden samler op på dem, som måske halter bagefter, siger hun. Dorte Weng forstår hendes bekymring, men siger, at det går stille og roligt. Det er ikke noget med at få udleveret en engelskbog første dag. - For nogle børns vedkommende vil et nyt fag være svært, fordi man ikke er så stiv i dansk og endnu ikke har helt styr på begrebsverdenen. Men indlæringen kommer til at foregå meget legepræget med musik og sang, siger Dorte Weng, der i dag siger velkommen til omkring 40 nye engelskelever.