Dobbelt erstatning for vindmøller

To vindmøllenaboer skal have langt mere i erstatning, fastslog landsret

Vindmøllenaboer skal have fordoblet erstatningen, fastslår Vestre Landsret. Foto: Peter Broen
Retspleje 19. september 2013 14:03

VESTJYLLAND: To vestjyske lodsejere har i Vestre Landsret vundet en principiel sejr i spørgsmålet om det værditab, der opstår, når der bygges vindmøller i nabolaget.

Vestre Landsret har netop stadfæstet to domme fra byretten, hvorefter de to lodsejere får fordoblet de hidtidige erstatninger.

Principielle sager

Sagerne er principielle i den forstand, at de to retsinstanser udtaler, at det materiale, som Taksationsmyndigheden havde ved beregning af erstatningen, ikke giver et retvisende indtryk af de gener, som møllerne giver.

Erstatningen er nemlig beregnet, før møllerne blev stillet op ud fra nogle tegninger og såkaldte visualiseringer.

Og det duer ikke, siger både by- og landsret.

Erstatningerne skal tage udgangspunkt i konkrete vurderinger af de faktiske forhold, efter at møllerne er sat i drift. Ifølge retten fremtræder møllerne som endog meget dominerende set fra ejendommene.

Hundredvis af lignende sager

Aktuelt handler sagerne om en vindmøllepark i Lem Kær ved Ringkøbing, der blev sat i drift i 2012.

Inden møllerne blev stillet op, havde Taksationsmyndigheden tilkendt de to lodsejere 100.000 kr. hver i erstatning, men det var de ikke tilfredse med.

De mente, at de havde krav på fuld erstatning for et værditab, som en syns- og skønsmand ville komme frem til, efter at møllerne var rejst og sat i drift.

Det er retterne enige med lodsejerne i, og de to retsinstanser finder så frem til, at de to lodsejere skal have yderligere 100.000 og 150.000 kroner.

Afgørelsen vil få betydning for hundredvis af sager om gener fra danske vindmølleparker, vurderer vindmølleeksperter.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...