Dobbelt guld til Hadsund Roklub

Sara Janner/Agnete Sørensen og Simon Sørensen til tops

Jesper Poulsen
Hadsunds to danske mestre i dobbeltsculler i aldersgruppen 12 - 14 år. Fra venstre Sara Janner og Agnete Sørensen. Privatfoto
Rosport 23. august 2007 06:00

HADSUND: Agnete Sørensen og Sara Janner fra Hadsund Roklub kan nu kalde sig danske ungdomsmestre i dobbeltsculler i klassen for 12-14 årige. Samme præstation leverede Simon Sørensen i singlesculler i klassen 14-16 år. Sara og Agnete høstede desuden sølv i dobbeltfirer med styrmand. Hele seks medaljer formåede Hadsund Roklub at erobre ved de danske ungdomsmesterskaber. Agnete Sørensen og Sara Janner antydede allerede i indledende heat, at noget stort var på vej. Alligevel var det en stor overraskelse, da pigerne med effektiv, kraftfuld roning formåede at komme først i mål og dermed henvise forhåndsfavoritterne fra Odense til de sekundære placeringer. Endnu en Hadsund-båd havde kvalificeret sig til finalerne. Heri sad Katrine Sørensen og Mette Noll Nielsen, som blev nummer fem. Guldvinder Simon Sørensen måtte i sin finale i singlesculler dyste mod to holdkammerater. Tre i A-finalen Resultaterne af de indledende heat magede det således, at tre Hadsund-roere kvalificerede sig blandt A-finalens seks både. Via et kanonhårdt udlæg på de første meter lagde Simon Sørensen sig straks i spidsen. Ikke blot formåede han at holde forspringet, men også at udbygge det ned over banen. På tredjepladsen og dermed bronzevinder havnede Søren Ulsig. Den tredje Hadsund-roer, Emil Riise, blev nummer fem. I aldersgruppen 12 til 14 år blev det til sølv i dobbeltfirer med styrmand hos både drenge og piger. Pigernes båd bestod af: Mette Noll Nielsen, Marie Riisberg, Agnete Sørensen, Katrine Sørensen og Sara Janner. Drengenes båd blev roet af Jacob Christiansen, Thomas Smed Nielsen, Peter Munk, Lennart Westergaard og Ask Bukhave. Den sidste DM-medalje kom i hus i pigernes singlesculler – årgang 12 til 14 år, hvor Mette Noll Nielsen meget overraskende formåede at vinde en flot og meget velfortjent bronzemedalje via teknisk flot roning.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...