Dobbelt op med Peter Viskinde

} KONCERT & UDSTILLING: Der bliver i mere end en forstand "dobbelt op" på Peter Viskinde - guitaristen og sheriffen fra Big Fat Snake - i Østhimmerland i den kommende uge.Lørdag og søndag står han på scenen i henholdsvis Kulturhuset i Arden og i Kulturmøllen i Bælum. To solokoncerter kun med backup af Morten Bolvig på klaver og keyboards. Og i forbindelse med koncerten i Kulturhuset i Arden kan man opleve en anden side af et spændende, musisk menneske, når han fra på torsdag og frem til 4. marts udstiller et udvalg af sine billeder i salen. Ved ferniseringen klokken 17 vil Peter Viskinde selv vil være til stede og fortælle om sin kunst og sin musik. Herunder om sit nye solo-album. Guitaristen og sheriffen fra Big Fat Snake leverede en forrygende intens koncertoplevelse i Kulturhusets åbningssæson og stod derfor højt på ønskelisten til dette forårs program. Peter Viskinde er en dreven rock-guitarist og sanger med en meget lang karriere bag sig. Han gjorde tjeneste i Malurt sammen med Michael Falch. Og han er sammen med sanger Anders Blichfeldt kærnen i Danmarks nok mest populære rockband - Big Fat Snake. Her optræder han både som guitarist og sangskriver. Og så optræder han gerne solo. På fredag med Morten Bolvig som akkompagnatør.