Dobbelt straf for at "glemme" bilsyn

Bøder stiger voldsomt og falder prompte når bilisterne ikke dukker op til lovpligtige syn

Snyder du får det obligatoriske bilsyn er bøderne nu steeget til det dobbelte. Arkivfoto

Snyder du får det obligatoriske bilsyn er bøderne nu steeget til det dobbelte. Arkivfoto

KØBENHAVN:Forglemmelser såvel som bevidst snyd straffes lige hårdt fremover, når det gælder de regelmæssige bilsyn hver andet år. Siden 1. juli har Trafikstyrelsen skruet bissen på og udsteder nu rutinemæssigt administrative bøder til alle bilejere, der ikke får synet bilen til tiden.

Det betyder, at der vanker en bøde på 2000 kroner mod i dag kun 1000 kroner. Er bilen til skrot, så skal man desuden aflevere nummerpladerne efter fire uger. Ellers kommer der en ny bøde på 2000 kroner. Opstramningen skal sikre, at bilerne på de danske veje bliver tjekket regelmæssigt, så de ikke udgør en risiko både for bilisten selv og ikke mindst for andre trafikanter.

Alle bilister, der indkaldes til syn i denne tid, får orienteringen om de nye skrappere regler sammen med indkaldelsen.

Nyt digitalt motorregister

- Vi har netop fået et nyt digitalt motorregister, som gør søgninger og kontrol meget enklere for os og politiet. Møder man ikke op til syn med sin bil, eller får man den ikke efterfølgende godkendt efter eventuelle reparationer, så bliver bilen straks registreret, og så falder bøden prompte, siger kontorchef Leif Lorenzen fra Trafikstyrelsen.

Omkring 15.000 biler dukker ifølge Trafikstyrelsen hvert år ikke op til det lovpligtige syn. Tallet er ret stabilt fra år til år. Med stramningen håber styrelsen at nå samme succesrate som i Holland, der også har strammet skruen om de udeblevne bilister.

- Her faldt antallet af udeblevne bilister fra ni procent til bare to procent. Vi håber på det samme, hvilket vil nedbringe antallet af biler på vejene med potentielle fejl til 2000-4000, siger Leif Lorenzen. /ritzau/

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.