Biler

Doblo dobler op

Fiats familiebil byder på gigantiske pladsforhold og attraktiv pris

750 liter. Det er det dobbelte af bagagerums-kapaciteten i en typisk familiebil. Men nu er Fiat Doblo heller ikke en helt almindelig familiebil. Ikke blot er bagagepladsen i italieneren doblet op. Det er også lige før kabinepladsen er det. I hvert fald føles det sådan. Amerikanske basketballspillere ville iført bowlerhat kunne tage tage plads i bagsædet uden nærkontakt til loftet, så familien med langstilkede teenagebørn får ikke klaustrobi-fornemmelser, når de indtager de fem fuldvoksne siddeplader i Doblo'en. Bagagen til ferien kan de i princippet blot kaste skødesløst ind i det enorme bagagerum, som i det daglige snupper det hele: Byggematerialer, cykler, kælke, barnevogne og køleskab, der skal transporteres hjem fra hvidevarebutikken. Og måtte man have brug for at transportere en mindre hundekennel, kan dyrene få lidt frisk luft via sideruderne i bagagerummet, idet de kan åbnes på klem. Foldes bagsædet frem, øges kapaciteten til hele 3000 liter, så er den skilt lidt ad, snupper Doblo såmænd også familiens nyindkøbte hjørnesofa. Paraply-design I bagsædet sidder tre voksne eller lange teenagebørn glimrende. Udover super-loftshøjde og god benplads, er der også pæn skulderplads i det over halvanden meter brede bagsæde med trepunkt-sikkerhedsseler og nakkestøtter ved alle pladser, idet den spøjse - nogle kalder den grim og aparte bil - har sider, der skråner udad i toppen a la storebror Fiat Multipla. Det er i øvrigt ikke blot en pladsmæssig fordel. Designet er det også i styrtregn. I stedet for at få en kaskade af vand fra taget ned i nakken, når man åbner dørene, betyder de udad-skrånende sider, at det brede tag kommer til at virke som en slags paraply. I stærk solskin skulle faconen også reducere solindfaldet og derved give mindre opvarmning af bilen, men det havde jeg dog ikke lejlighed til at afprøve under testen. Den viste til gengæld, at adgangen til de gigantiske pladsforhold indendøre er et både og. Det er en god ide med skydedøre i begge sider til bagsæde-passagererne. Rigtig god endda. Men det trækker fra, at dørene går stramt og er svære at åbne for børn. Samtidig afslører det også et generelt svagt punkt ved Doblo'en. Vist byder den på klassens største plads-orgie og har en fornuftig pris, men kvalitetsmæssigt hævder den sig bestemt ikke. Finishen virker "afslappet italiensk", instrumentbordets plastic er af den hårde, billige slags, og kontakterne er for de flestes vedkommende ret simple. Indendøre er den noget spartansk opbygget, men med lidt god vilje kan man kalde det et rå look - og praktisk. Nogle vil endda mene klædeligt i forhold til bilens opgave som billigt og rummeligt transportmiddel. Veloplagt motor Køreegenskaberne er, som man kan forvente i forhold til pris og opbygning. Doblo'ens høje tyngdepunkt mærkes via en del krængning ved kørsel gennem kurver og i undvigemanøvrer, men trods undervognens relativt enkle opbygning er bilen dog ikke slem til at slippe taget i asfalten, og den styrer ganske godmodigt gennem undvigemanøvrer, selv godt læsset. Da Doblo blev lanceret i fjor, var det kun med en enkelt motorstørrelse. Nu er der heldigvis kommet en motor mere til, nemlig en særdeles veloplagt 1,6 liters maskine. Den er på 103 hk og præsterer et drejningsmoment på 145 Nm ved 4000 omdr. På papiret ikke specielt imponerende men i praksis gør den sig virkelig godt bemærket. Der er længe imellem så veloplagt og dygtig en motor på 1,6 liter. Især hvis man ikke er karrig med omdrejninger. Da trækker den som nogen 1,8-2,0 motor. Til gengæld stiger benzinforbruget også markant, hvilket i sagens natur også hænger sammen med bilens firkantede form. Men noget for noget. God trækkraft koster i brændstof. Og så kan man i øvrigt glæde sig over relativ ringe støj fra motoren, ligesom bilens specielle form giver overraskende beskeden vindstøj. Så støjniveauet er fornuftigt lavt i Doblo'en, der til prisen heller ikke behøver at skamme sig over sit udstyrsniveau. Med andre ord får man valuta får sine penge. Den er ikke nogen skønhedsåbenbaring, og kvaliteten er i lavpris-feltet, men til gengæld får man gigantiske pladsforhold, rimelige køreegenskaber og en skrap motor.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.

Du skal skrive noget tekst

Du skal skrive noget tekst

Mest læste