Militær

Dø om så det gælder

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Der var langt fra plads til alle i kirken, så udenfor stod venner og soldaterkammerater på række.

AALBORG:Der findes næppe meget mere fredelige steder end Vodskov. På alle måder omtrent så langt væk fra den støvede, livsfarlige Helmand-provins, som man overhovedet kommer. Men i går nåede krigen i Afghanistan til Vodskov. På den mest brutale måde: En fyldt kirke tog afsked med Christian Raaschou, der bare blev 24 år. For 11 dage siden døde han i kamp i Upper Gereshk Valley - flere tusinde kilometer væk i en fjern afghansk provins, ingen nogensinde havde hørt om, før de danske soldater begyndte at dø derude i kampen mod Taleban. 31. marts blev Christian ramt, da han var med i en større koordineret operation sammen med britiske styrker. Selvom han - og to sårede kammerater - hurtigt blev evakueret af en helikopter og fløjet til et felthospital, så var der ikke noget at gøre. I går var flagene så på halv i Vodskov. Der var slet ikke plads inde i kirken til alle de, der var mødt op til et på engang både privat og officielt sidste farvel. Til en soldat. Og til en søn, bror og onkel. Der var mange i uniform, mange uden, men de var fælles om sorgen. Første salme var den samme, som hans soldaterkammerater også sang, da de tidligere på ugen holdt mindegudstjeneste for Rocco - som han hed i militæret - i Camp Sandford. Nemlig "Altid frejdig når du går". Bagefter talte sognepræst Erik Boye, der selv kendte Christian. - Det gør ondt, fordi han er død ung. Og når man er ung, så skal man ikke dø. Så skal man leve. Det gør ondt fordi, han er død i krig. Spørgsmålet rejser sig uundgåeligt, om det var det værd? Det svarede Christian vedholdende ja til. Han ville gøre en forskel. Og det skulle være som soldat. Han kunne mærke på lokalbefolkningen, at han gjorde en forskel, sagde sognepræst Erik Boye i sin tale, hvor han også kom ind på dengang Christian havde været til børnefødselsdag hos ham og spillet på trommer. - Det gør også ondt, fordi Christian var som han var: Altid veloplagt. En glad dreng i ordets bedste forstand. Med lyst til at være sammen, gerne med mange, lyst til at grille i Fjordparken, lyst til at holde fest. Han havde en intens måde at leve på. Og det smittede af på hans omgivelser, sagde præsten blandt andet inden sidste sang: "Solen er så rød, mor". Ved graven blev hjelm og medaljer fjernet, Dannebrog blev foldet sammen og kisten sænket i graven, inden der blev sunget "Der er et yndigt land". Christian og hans familie havde selv ønsket, at det skulle være en fuld militærbegravelse. Så militærpolitiet stod æresvagt, kisten var dækket af Dannebrog og ovenpå lå hans hjelm og medaljer. Blandt gæsterne var forsvarschefen Jesper Helsø, chefen for Hærens Operative Kommando, generalmajor Poul kiærskou og chefen for gardehusarregimentet, oberst Ib Hedegaard. Forsvarsminister Søren Gade (V) var fløjet hjem fra Afghanistan en dag tidligere end planlagt, og var først landet natten til fredag. Det var ikke første gang, at forsvarsministeren har været med til begravelse af en dansk soldat, men han lignede langt fra en, for hvem det bare var en pligtopgave. - Man skal ikke som politiker gemme sig en dag som i dag. Det er konsekvensen af den beslutning et flertal i Folketinget har truffet. Jeg ønsker ved min tilstedeværelse af vise min respekt for Christian og vise min dybeste medfølelse overfor hans forældre og hans søskende, sagde forsvarsministeren, der bagefter holdt en tale for Christian under mere private former i Sognegården.