Død efter tumult på Gøglerbåden
Mand, som fik hjertestop på Aalborg-restauration, er nu død på sygehus - opdateret klokken 12.20

En 30-årig mand fra Aalborg døde søndag på Aalborg Sygehus, hvor han var indlagt efter at have fået hjertestop under tumult på restaurationen Gøglerbåden i Aalborg. Arkivfoto: Grete Dahl Pressefotograf Grete Dahl
AALBORG:En 30-årig mand fra Aalborg døde søndag på Aalborg Universitetshospital, hvor han var indlagt efter at have fået hjertestop under tumult på restaurationen Gøglerbåden i Aalborg.
Ifølge Nordjyllands Politi var manden begyndt at slå løs på flere af de øvrige gæster, hvorefter han blev smidt ud fra stedet.
Efterfølgende sparkede han døren til restaurationen ind, og fortsatte sin bersærkgang, inden to dørmænd fik ham pacificeret, blandt andet ved at sætte sig oven på ham.
Kom aldrig til bevidsthed
Manden mistede bevidstheden under tumulten, og en tilkaldt politipatrulje konstaterede, at han havde fået hjertestop.
Han blev efterfølgende indlagt på Aalborg Universitetshospital i kritisk tilstand og ifølge politiet kom han aldrig til bevidsthed, inden han døde på sygehuset.
Mandag skal der foretages ligsyn, og skal der foretages obduktion i forsøg på at fastlægge den præcise dødsårsag, oplyser vagtchef Per Vagn Nielsen fra Nordjyllands Politi.
Helt ustyrlig
Politiet kan ikke afvise, at der kan blive rejst sigtelser mod de to dørmand, men umiddelbart har de ikke noget at udsætte på deres håndtering af sagen.
Ifølge politiet deltog andre personer på restaurationen også i forsøget på at dæmpe den 30-årige mand, inden han mistede bevidstheden.
Nordjyske.dk har forsøgt at få en kommentar fra Gøglerbåden, men det er endnu ikke lykkedes.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.