Død kinamand på ryggen

Rejsen hjem

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Han er vidunderlig og kan i rollen som den fattige arbejder Zhao minde om Chaplin. Her på lastbil med sin døde kammerat. Still

EN FINT UNDERSPILLET, humoristisk og meget menneskelig kinesisk roadmovie, der samtidigt får plads til en indirekte kritik af det moderne Kina. Den fattige bygningsarbejder Zhao (Zhao Benshan) har under et heftigt drukgilde betroet sin kammerat Liu (Hong Qiwen), at det, han allermest frygter, er at dø alene og ikke blive stedt til hvile i sin hjemstavn. Liu har det på samme måde, og da han dør på grund af druk, begynder Zhao en flere tusinde kilometer lang rejse, så Lui “kan vende tilbage til sine rødder, og i jorden finde fred”. Penge har Zhao ikke mange af, og de få han har, bliver han i første omgang frarøvet i bussen af landevejsrøvere, der dog også lader ham beholde den ulykkeserstatning, som byggepladsen har udbetalt til Luis efterladte familie. I respekt for den solidaritet og loyalitet Zhao viser sin døde arbejdskammerat. Det varer dog ikke længe, før Zhao får stjålet sine sidste rejsepenge, og nu må han helt bogstaveligt bære den døde mand tværs gennem Kina. Hovedrolleindehaveren Zhao Benshan gør det godt som den ligefremme, ærlige men også stædige arbejdermand. På sin egen underspillede måde formår han igen og igen at afdække omverdens forløjethed og egoisme, fordi han bare vil gøre det, som er menneskeligt rigtigt. Lidt i stil med en stor alvorskomiker som Charlie Chaplin og på samme måde nærmest urørlig og ikke modtagelig for systemets fornuft Indirekte formidler filmen dermed også en diskret, men desto mere præcis og skarp kritik af Kinas udvikling fra fattigt bondesamfund til ambitiøs, kapitalistisk kommende supermagt. Det officielle Kinas svulstige retorik og totalitære rolle i forhold til det arbejdende folk bliver igen og igen afsløret, som det det er. Nemlig blot en smart måde for statsmagten at undertrykke og manipulere på. Før hed det interneringslejr, nu hedder det træningscenter. Undervejs møder Zhao en række forskellige menneskeskæbner, der hver på deres måde hjælper ham videre eller giver rejsen et nyt perspektiv. Den gamle mand, som har arrangeret sin egen begravelse for at nå at opleve den, inden han dør familieløs. Den unge cykelegoist bevæbnet med digitalkamera, som vil besejre bjergene i Tibet, og den ulykkeligt forelskede langturschauffør. Vi bliver ført gennem Kinas storslåede landskaber - fra bambus i syd til nåleskov i nord, og undervejs møder vi den store nations jævne, arbejdende befolkning, lastbilchauffører, fattige bønder og hjemløse, og får samtidigt et indblik i, hvorledes Kina i løbet af de sidste 25 år har forvandlet sig fra at være et bondesamfund til at være en ambitiøs, kapitalistisk supermagt. Og det har ikke været uden omkostninger, forstår vi. Der er en sær naiv, men også sødmefyldt skildring af jævne og udstødte menneskers naturlige, venlige solidaritet kontra det moderne menneskes selvtilstrækkelighed og navlefikseringen. Det bliver egentlig også filmens svaghed, fordi vi igen og igen oplever, hvorledes Zhao - nærmest som bombastisk naturlov - nærmest altid får hjælp af dem, som intet har. Men sikkert set med kinesiske og instruktørens øjne befriende, fordi filmen her åbner en ucensureret mulighed for at kritisere de kinesiske myndigheders totalitære styre og prikke hul på den national-totalitære retorik. Det er en film, du skal se for dens underfundighed og insisteren på menneskelig anstændighed. Og den er sine steder samtidig bare befriende komisk. Så dem, der ikke har glemt deres filmoplevelser med Chaplin, vil fryde sig. Bent Stenbakken bent.stenbakken@nordjyske.dk “Rejsen hjem” Kina, 2007. Instr.: Zhang Yan. En time, 37 min. Biffen, Aalborg.