Død mand fra Hjørring bliver obduceret

Den 35-årige mand der torsdag blev fundet død ved foden af udkigstårnet Bellevue skal obduceres.

Selvom politiet umiddelbart udelukker, at der ligger noget strafbart bag fundet af en død 35-årig mand i Hjørring Bjerge, skal dødsårsagen nu undersøges nærmere - Der vil blive ligsyn og obduktion mandag og tirsdag, oplyser vicepolitikommissær Steffen Andersen. En forbipasserende opdagede liget torsdag klokken 11. Her lå det ved foden af det 14 meter høje udkigstårn Bellevue i Hjørring Bjerge. Liget af den 35-årige havde skader i ansigtet, som kunne tyde på, at han er faldet ned fra tårnet. - Det ser ud som om, der har været tale om et fald, hvadenten det er selvmord eller en ulykke, siger Steffen Andersen og tilføjer: - Vi udelukker ingenting, men der er i hvert fald ingen tegn på, at der er sket noget strafbart.