Død mand fra Tisvildeleje mistede livet ved drukning

Manden har ikke været udsat for en forbrydelse, fastslår politiet, der stadig ikke ved, hvem han er.

Kriminalitet 13. juli 2016 15:27 - Opdateret 13. juli 2016 17:55
Den mand, der mandag eftermiddag blev fundet død i vandet ud for Tisvildeleje, er død ved drukning og har ikke været udsat for en forbrydelse.

Det oplyser Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

- Vi betragter sagen som en tragisk hændelse og efterforsker derfor ikke længere sagen som et mistænkeligt dødsfald, udtaler leder af personfarlig efterforskning i Nordsjællands Politi, Henrik Gunst.

Politiet ved dog stadig ikke, hvem han er. Hans udseende passer ikke med nogen savnede danskere.

Derfor har politiet sendt fotos og andre informationer om manden til andre lande i håbet om, at de kan identificere ham. Politiet mener, at han er mellem 30 og 45 år gammel.

- Manden kan være dansker, svensker, russer eller noget helt fjerde.

- Der er mange nationaliteter, der sejler i det omkringliggende farvand på for eksempel skibe og trawlere, og manden kan godt være drevet til Tisvildeleje derfra, ligesom han kan være fra området nær Tisvildeleje, siger Henrik Gunst.

/ritzau/

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...