Død over dansk sommer

Med 3, 9 kilometers afstand udspillede to meget forskellige arrangementer sig under plaskende, lodrette regnbyger

KØBENHAVN:Her dufter af grillpølser og nyvasket hår. Kæresteparrene har rullet blomstrede vattæpper ud mellem de afsvedne pletter fra engangsgrill, og stemningen er tilbagelænet og sommerferieagtig. Himlen har endnu ikke åbnet sig, og i Fælledparken har tusindvis af mennesker samlet sig for at ønske præsident Bush tillykke med onsdagens fødselsdag. Der er rigtig gode odds på, at hovedparten af deltagerne i demonstrationen for få dage siden vendte hjem fra Roskilde Festival, og selvom her er både spædbørn og 68"ere, er cafélatte segmentet i klokkeklart overtal. Alarmberedskabet på Sjælland kimer helt oppe i det røde felt, for om mindre end seks timer lander verdens mægtigste mand, USAs præsident George Bush, for at besøge sin ven Anders. Godt tre kilometer fra Fælledparkens grønsvær står en ung pige iført sort cardigan holdt sammen af tre sikkerhedsnåle og binder et sort tørklæde om sit dreadlock-hår. Hun ser sund ud. Spiser med garanti økologisk. Hun skal i Fælledparken senere, men først skal hun deltage i sin første ulovlige, autonome demonstration. Over den øverste sikkerhedsnål har hun klemt en stofrose fast i striktrøjen. Himlen åbner sig, og de første dråber falder. I Fælledparken lyder karakteristiske "svischhhh" lyde fra engangsgrillene, der kæmper en uvindelig kamp mod overmagten. På scenen synger Rasmus Nøhr hold-ud-og-dans-jer-varme sange, og to blondiner med kinesiske tegn lige over bukselinningen glæder sig over, at de valgte take-away sushi istedet for engangsgrillmad. På Christianshavns Torv trækker de sortklædte såkaldt autonome sig sammen, og politiet mobiliserer salatfade og kampklædte betjente i en lukket ring omkring dem. Der står de nu over for hinanden. Tre gange så mange kampklædte betjente, som sortklædte unge med tonede solbriller og "Død over Danmark" banner. I silende regn. Det eneste, rosenpigen tænker lige nu, er, at hun er glad for ikke at have de kampklædte betjentes job. - Det må ikke være fedt.