Dyremishandling

Døde dyr lå i møddingen

Sag om mulig vanrøgt af dyr fra Sydthy efterforskes.

Fredag eftermiddag blev det anmeldt fra Dyrenes Beskyttelse til Midt- og Vestjyllands Politi, at der på en adresse i det sydlige Thy foregik vanrøgt af dyr. En patrulje fra Thisted Politi foruden en dyrlæge besøgte stedet og kunne konstatere, at der lå en del døde dyr af forskellige slags på møddingen. Derudover var der en del dyr, som ikke så ud til at være i særlig god stand. Indtil videre er det en sag under efterforskning, og hos ordensmagten vil man ikke sige nærmere om, hvorvidt det reelt er vanrøgt, men at der med stor sandsynlighed er sket nogle overtrædelser af dyreværnsloven.