Global opvarmning

Døde havzoner breder sig

KØBENHAVN:Ukontrolleret global opvarmning kan føre til en yderligere dramatisk forøgelse af havets døde zoner, så arealerne 10-dobles eller mere. Opvarmningen får havets indbyggere til at gispe efter vejret. I døde zoner i oceanet er der så lavt indhold af ilt, at fisk, krabber, muslinger og andre skaldyr ikke kan overleve. I kystnære områder skyldes den døde havbund oftest overgødskning fra landbruget. Men danske forskere påviser nu, at global opvarmning kan føre til voldsom forværring af situationen i havene. Forskningsresultaterne er netop offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift Nature Geoscience. Problemet har vidtrækkende følger. For mens nogle af de døde zoner nær kysterne kan retablere sig selv, hvis tilførslen af gødning kommer under kontrol, så vil de døde zoner som følge af global opvarmning, eksistere i tusinder af år. Dermed udgør de en alvorlig trussel mod fiskeri og havets økosystemer i en uoverskuelig fremtid. Ifølge professor Gary Shaffer fra Niels Bohr Institutet på Københavns Universitet skal udledningerne fra afbrænding af kul og olie begrænses hurtigst muligt, hvis havdøden skal bremses. /ritzau/