Døde Jackson for egen hånd?

LOS ANGELES: En domstol i Californien tog i går hul på en høring, der skal afgøre, hvorvidt der skal føres en drabssag mod Michael Jacksons personlige læge, dr. Conrad Murray. Jermaine og LaToya Jackson var blandt de familiemedlemmer, der var mødt op i Los Angeles Superior Court, da høringen startede. Den ventes at ville vare i to uger. Advokater for Murray vil hævde, at "The King of Pop" døde ved at give sig selv en overdosis, sagde anklagemyndigheden forud for høringens start. Retssagen skal afgøre, hvilken rolle dr. Conrad Murray spillede i forbindelse med Jacksons død 25. juni 2009. Murray risikerer at blive dømt for uagtsomt manddrab. Jackson døde i en alder af 50 år af vejrtrækningsproblemer forårsaget af en overdosis medikamenter. Ved høringen skal dommer Michael Pastor afgøre, hvorvidt der er tilstrækkelige med beviser til at tiltale den 57-årige Murray for uagtsomt manddrab. Murray er anklaget for at have givet Jackson en kraftig blanding af beroligende og smertestillende piller for at hjælpe popstjernen med at falde i søvn. Lægen nægter sig skyldig i anklagerne. Vicestatsanklager i Los Angeles, David Walgren, siger, at Murrays forsvarere vil hævde, at Jackson den skæbnesvangre nat vågnede og gav sig selv den indsprøjtning, der skulle vise sig at være en dødelig overdosis. De vil samtidig hævde, at Murray i den forbindelse ikke befandt sig i værelset med popstjernen. - Jeg tror, det er åbenbart, at forsvaret opererer med den teori, at offeret, Michael Jackson, døde for egen hånd, sagde Walgren i sidste uge. - De vil ikke indrømme det, men det er den retning, de er på vej i, tilføjede han. Murrays forsvarere har ikke ønsket at kommentere Walgrens udtalelser. /ritzau/AFP