Aalborg

Døde smidt hulter til bulter i to fællesgrave

For 480 år siden løb Rantzaus lejesvende storm på Aalborg. Nu har arkæologer måske fundet dræbte fra slaget

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

De døde blev nok begravet på en kirkegård, men knoglernes placering afslører, at det er foregået uden omhu. De døde har ligget filtret ind i hinanden.

AALBORG:Hos Nordjyllands Historiske Museum krydses der i øjeblikket fingre for, at der er fundet fysiske spor efter Grevens Fejde, et af de mere dramatiske kapitler i Danmarks historie.

Under en udgravning afledt af Himmerland Boligforenings indretning af ungdomsboliger i Tiendeladen er arkæologerne stødt på to fællesgrave med skeletter fra i alt 10-15 personer.

En specialist fra Moesgaard Museum har på baggrund af en foreløbig undersøgelse vurderet, at der er tale om voksne mænd. Skeletternes indbyrdes placering viser samtidig, at de døde er blevet smidt i graven, idet de ligger hulter til bulter.

- Fordi der har været tale om mænd, har vi en hypotese om, at gravene har forbindelse til en krigshandling. Havde der været tale om en epidemi, ville der også have været skeletter af kvinder og børn, siger museumsinspektør Stig Bergmann Møller fra Nordjyllands Historiske Museum.

Begravet på kirkegård

Er der tale om dræbte fra et større slag, giver placeringen af gravene et fingerpeg om, hvilken kamphandling, der kan være tale om, idet Tiendeladen ligger ovenpå kirkegården, der hørte til Sct. Peders Kirke, en middelalderkirke, som blev nedlagt i 1542.

- Og netop Sct. Peder Kirke lå i skudlinjen, da feltherren Johan Rantzau under Grevens Fejde stormede Aalborg 18. december 1534. Om det er den handling, vi ser afspejlet, kan vi ikke sige endnu, det kræver yderligere undersøgelser, siger Stig Bergmann Møller.

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.