Trafikulykker

Døden bliver aldrig rutine

Flemming Johansen er professionel til det sidste, men når arbejdet bliver for hårdt, må han sommetider gå ud i naturen og skælde ud

BROVST:Den krumryggede ligkistesnedker, som gnider sig dollarbevidst i hænderne i Lucky Luke-tegneserierne, er svær at få øje på, når man møder Flemming Johansen. Der sidder ingen sultne gribbe på hans skuldre, og målebåndet er byttet ud med mappe og mobiltelefon. Intet tyder på, at der her sidder en mand, der arbejder med døden hver dag. Slet ikke den ugenerte og velovervejede talestrøm som snarere tilhører en travl forretningsmand end en trøstesløs tørvetriller. Flemming Johansen er bedemand og driver Brovst Begravelsesforretning. I 11 år har han via sit arbejde dagligt været i nærkontakt med døden, og ikke mindst de sørgende ægtefæller, forældre, børn eller søskende den har efterlandt. Og den tidligere polstermøbelfabrikant er glad for sit job. - Det er utrolig dejligt at have med mennesker at gøre. Det er rart, at man kan være noget for folk i en svær situation, fortæller Flemming Johansen. - Jeg forsøger at gøre det så godt for de pårørende i en svær tid, at de nogle måneder efter begravelsen kan se tilbage og sige, at de sagt farvel til deres kære på en god måde. Som bedemand møder han oftest de pårørende i deres eget hjem for at udfylde papirer og aftale alt det praktiske. Der skal blandt andet vælges kiste, begravelsestype, begravelsestøj, blomster og salmer til begravelsen. - Vi skal først og fremmest være utrolig gode til at lytte. Lytte, lytte, lytte. Så vi er sikre på, at begravelsen bliver lige præcis som de efterladte og den afdøde ville have det, forklarer bedemanden, som gerne indrømmer at han efter 11 år i branchen stadig bliver påvirket af mødet med døden. - Det kan være hårdt ind imellem. Især når det er børn eller unge mennesker, som er kommet ud for en ulykke. Dét rykker. Det værste er trafikulykker, fortæller Flemming Johansen, der altid snakker med sin kone og kollega om de ubehagelige situationer, når han har behov for det. - Men vi kommer som professionelle. Folk sender ikke bud efter en grædekone. Vi er påvirket en dag eller to, men de pårørende har mistet for livet. Hvis det er meget slemt, går jeg en tur ud i naturen og skælder lidt ud. Det er den bedste måde for mig at komme igennem det på. Når alle aftaler er på plads, arrangerer Flemming Johansen selve begravelsen, hvilket ofte også inkluderer opgaven med at lægge liget i kisten og give den afdøde sit sidste sæt tøj på. - Jeg har efterhånden ordnet så mange, at det ikke går mig så meget på. Vi behandler altid de døde med større respekt end de levende, for de kan ikke sige fra, forklarer den 59-årige bedemand. Men bedemandsjobbet bliver aldrig rutine. Hverken det praktiske arbejde eller mødet med de pårørende. - Den dag, det bliver 100 procent rutine, så er det slut. Jeg har lovet mig selv at stoppe den dag, jeg ikke længere kan fælde en tåre, slår Flemming Johansen fast.