EMNER

Døden er en del af jobbet

Den største pris er ikke for meget at betale for freden

Fla­get gik på halv på Liv­gar­dens Ka­ser­ne ved Ro­sen­borg til ære for de to dræb­te dan­ske liv­gar­der i Afghanistan. Foto: Rune Even­sen/Scan­pix

Fla­get gik på halv på Liv­gar­dens Ka­ser­ne ved Ro­sen­borg til ære for de to dræb­te dan­ske liv­gar­der i Afghanistan. Foto: Rune Even­sen/Scan­pix

KØBENHAVN:Indenfor en uge er to danske soldater dræbt og tre sårede i Afghanistan. Og Hærens Operative Kommando kan ikke udelukke nye tab, når den danske styrke om kort tid bliver udvidet og får ansvaret for et område på størrelse med Fyn i Helmandprovinsen i det sydlige Afghanistan. Alligevel - eller måske på trods af - er soldaterne klar til at forsvare freden: - Det er tragisk, når danske soldater bliver dræbt i tjenesten. Men der er altid en risiko ved at være soldat, fordi det indebærer anvendelse af våben, og at man kan komme i kamp, siger chef for operationsdivisionen, oberst Henrik Sommer. Denne holdning bakker Hærens Konstabel- og Korporalforening op. Som næstformand Vagn Jensen udtrykker det, er der ingen tendens til, at det bliver sværere at rekruttere, når danske soldater bliver dræbt i tjenesten: - Der er ingen tvivl om, at soldaterne ved, at det er farligt, når de tager ud, og at det kan være med livet som indsats, siger han. Ifølge psykolog i Forsvaret Sten Kruse-Blinkenberg er der imidlertid stor forskel på at vide og erkende: - Som soldat ved man godt, at man kan komme til skade, og derfor gør man sig fornuftige overvejelser og foranstaltninger, inden man tager ud. Men når døden rammer, får det anden betydning, fordi det bliver markant virkelighed. Det er chokerende. Både for soldaterne, og især for deres familier, betyder det, at bevidstheden om at det kan gå galt, bliver større. Netop den ændrede bevidsthed kender Rikke Holmbom alt til. Som familienetværksrepræsentant for Livgarden er hun den, som de pårørende ringer til i disse dage for at sikre sig, at det ikke er deres kæreste, der er blevet skudt: - Faren bliver mere virkelig. Som pårørende føler man med de familier, der er ramt. Samtidigt har man en dårlig smag i munden, fordi man er lettet over, at det ikke er ens egen soldat, der har mistet livet. Og oveni kommer bekymringen for, hvornår der sker noget næste gang, siger hun. Samtidig påpeger hun, at det er vigtigt at huske, at soldaterne selv har valgt deres erhverv og at tage ud, fordi de vil gøre noget godt og gøre en forskel, siger hun.