EMNER

Døden er en stinker

- Ved du, hvad en trækiste som Etta Camerons koster?! Og dig, der alligevel vil brændes! Nej, sådan én får du sgu ikke!

Nogenlunde sådan var min kærestes reaktion på hans mors hedeste bisættelsesdrøm. Og det var i forlængelse af, de havde snakket om, at det var pokkers, at faren havde haft sådan et langt navn, så de skulle betale en jetjager til gravstenen. - Men så snakkede vi også om bare at skrive ”Sov” frem for ”Hvil i fred”! Og så håbede de i øvrigt ikke, han blev genganger, da det måtte være vildt kedeligt at gå og tænde folks emhætter i al evighed. Jeg måtte synke en ekstra gang, da samtalen fandt sted, men hvorfor? Omtalte far var selv uhøjtidelig og humoristisk. Det skal vel ikke erstattes af steril ærefrygt, fordi han er død. Ja. Det er påske. Lad os benytte lejligheden til at tale om døden. Det er trods alt den eneste event, vi alle har billet til. Og lad os være ærlige: Det er et lortearrangement, som ikke fortjener en eneste anmelderstjerne – uanset hvor smuk plakaten for den er og upåagtet, at den er pakket ind i de kønneste sprogblomster. Og historierne fra bedemandsforretningerne, hvor de efterladte køber sig fattige i det dyreste begravelses-bling er mange. Det er ligesom en Weber. Når du først har den, så skal du lige have den originale handske, tang etc. Og jo mindre du spørger til prisen, jo mere elsket og savnet er den døde (?!) Når jeg dør, må I godt læne jer ind over bordet, se bedemanden dybt i øjnene og spørge, om han ikke har en varegruppe med ”gul pris”. Død og begravelse skal gøres kønt og hvidt, men ender ofte med i stedet bare at blive en upersonlig og steril affære. Imens roser vi enken for ”at bære sin sorg flot”. Oversat betyder det, at hun ikke bryder sammen og dermed gør alle os andre ilde til mode. Vi overbeviser hinanden om, at ”det var godt, han endelig fik fred ” og messer, ”at det er livets gang”. Ja, vi bliver gamle, syge, kommer ud for ulykker, så vi dør, og det ER livets gang. Men det stinker alligevel. Når jeg dør, skal ingen tvinges til at bære sorgen flot. Der skal tudes igennem – ellers bliver jeg sgu skuffet! Og er det efter et langt sygdomsforløb, så håber jeg, vi fik talt sammen om døden inden. At vi fik grinet af, at jeg vil tænde deres komfur og råbe ”muhahahah” i al evighed, hvis de traditionelt spiller ”Om lidt bliver her stille” i kirken i stedet for ”Pianomand” med Kim Larsen. Og I må gerne spørge, om det gør nas, og om det ikke er rigtig træls! Ingen skal ”tage det flot” for ikke at forulempe de andres blufærdighed, når jeg ”rives væk”, ”får fred”, eller hvem ved – ”betaler den højeste pris”. Jeg er stendød. Det er pissesørgeligt, men græd, tag pis på det – vær ærlig om, at det stinker. Til gengæld holder jeg mine transparente naller fra jeres hårde hvidevarer. Mette Kirstine Goddiksen er tekstforfatter hos AMJ Kommunikation i Aalborg, 34 år og mor til tvillingpigerne Fie og Anna på 4 år. Fritidsinteresser er at undre sig over verden, løbe langt og stærkt, voldsvede på en spinningcykel og formidling af den gode historie. Fast plads "På kanten" fra i dag. E-mail: mkg@amjkommunikation.dk