Døden lige i hælene

Lars Weesgaard fra Hulsig fik nyt hjerte, men vejen til et godt helbred var fyldt med forhindringer

Lars Hofmeister
Lars Wees­gaard er et be­vis på, at man godt kan vin­de, selv om det ser håb­løst ud. foto: carl th. poul­sen
Operationer 26. september 2007 12:53

For tusind år siden spillede døden terning og tabte. Citatet er fra Bjarne Reuters bog ¿Shamran - den som kommer¿. Meget tyder på, at døden atter har deltaget i et spil terninger, og som for tusind år siden blev det igen til et nederlag. Det var sådan, jeg galgenhumoristisk tænkte, efter jeg havde interviewet Lars Weesgaard. En ekstrem sjælden kræftsygdom, en helikopter med motorproblemer og en ulidelig ventetid på et nyt hjerte, hvor 57-årige Lars Weesgaard reelt havde mindre end to måneder tilbage at leve i, var blot nogle af de voldsomme forhindringer, han skulle passere. Knude i forkammeret Sammen med sin kone Karin bor han i et skønt lille hus i Hulsig. Lars Weesgaard arbejder som bådmand med Skagen Havn som base, han er en af de mest rolige mennesker, jeg har mødt, og så ligner han Pippi Langstrømpes far. I 2005 blev Lars Weesgaard syg. Han blev indlagt på Aalborg Sygehus, hvor dommen lød på en muskelknude i hjertets højre forkammer - hvilket i sig selv er rimelig ufarligt. Operationen forløber fint, og som ren rutine bliver knuden - der måler syv gange fem centimeter - sendt til en nærmere undersøgelse i Århus. Her konstater lægerne imidlertid, at Weesgaard lider af en ekstrem sjælden sygdom - kræft i hjertet. Men derudover bliver det konstateret, at operationen var vellykket, og at alle kræftceller er fjernet. Nye problemer Efter en rekreation på tre måneder var Lars Weesgaard klar til at vende tilbage til jobbet på Lodsstationen, og de næste par år gik med løbende tjek på sygehuset i Aalborg. Men i foråret 2007 begyndte nye problemer. En ny knude var begyndt at vokse i højre forkammer, og lægerne på Aalborg Sygehus besluttede sig for at sende Lars Weesgaards ¿sag¿ til Rigshospitalet i København. Her vurderede specialister, at der kun var én løsning, hvis Lars Weesgaard skulle redde livet. - Jeg skulle ha¿ et nyt hjerte, hvis jeg ville overleve. Jeg var dermed afhængig af, at en organdonor på min størrelse med samme vævs- og blodtype skulle dø, siger Lars Weesgaard. Ventetiden kan være lang, måske op til et år eller mere, og hvad han på dette tidspunkt ikke ved, er, at knuden vokser hurtigt - så hurtigt, at den i løbet af et par måneder vil fylde hele kammeret, og derefter vil Lars Weesgaard dø. Selv om de fleste mennesker naturligt nok vil føle det som en stor psykisk belastning at skulle vente på en hjertetransplantation, så forsøgte Karin og Lars Weesgaard at leve, som de altid har gjort. Lars passede sit arbejde i Skagen Havn, og en forårsdag klokken 17.55 - kun tre uger efter, han blev skrevet op på en venteliste - ringede Rigshospitalet, og gav Lars Weesgaard denne korte, men præcise besked: - Du skal over på Riget og opereres i nat. - Jeg var ikke bange, jeg følte mig bare glad over, at det var gået så hurtigt. Men min makker blev helt rundt på gulvet, husker Lars Weesgaard. Han var netop kommet hjem til Hulsig, hvor tasken havde været pakket i tre uger, da Falck ringede og sagde, at en taxa var på vej. Ved den såkaldte Heliport i Skagen blev Karin og Lars modtaget af en Sikorsky-helikopter, og så var det bare med at komme af sted. Nødt til at flyve tilbage Fra Rigshospitalets konstatering af, at der er et hjerte klar til Lars Weesgaard og til selve transplantationen, måtte der kun gå fire timer, så Karin og Lars følte sig tryg ved, at de var omgivet af professionelle folk. Men helikopteren nåede kun 400 meter ud over vandet, da den pludselig vendte om, landede på samme sted, hvorefter motoren blev slukket. - Piloten kom ned til min kone og mig og fortalte, at der var metalspåner i mo-torens hydrauliske system. Jeg tænkte i mit stille sind, at så var det måske farvel til mit nye hjerte. En anden helikopter blev rekvireret fra Roskilde. Den havde over en times flyvetid til Skagen. Ægteparret Weesgaard oplevede de længste minutter i deres liv, men til sidst ankom helikopter nummer to, og efter endnu en time landede de i Fælledparken, hvor ambulance og politi holdt klar. Intens samtale Efter indlæggelsen og et bad, blev Lars Weesgaard kørt ned på fjerde etage, hvor operationsafsnittet befinder sig. Kirurg og narkoselæge tager imod. De er venlige, men også ærlige, og på dette intense møde inden den komplicerede operation, bliver der ikke lagt fingre imellem, hvilket Lars Weesgaard har stor respekt for. Hjertetransplantationer har været tilbudt patienter de seneste 35 år. Brystkassen åbnes, og hjertelungemaskinen, som ilter og pumper blodet rundt i kroppen under operationen, tilkobles. Det syge hjerte tages ud, og vener og pulsårer fra det nye hjerte sys fast til Lars Weesgaard egne kar. På det korte møde bliver det gjort klart, at der naturligvis er en risiko forbundet med sådanne operationer. Tilbage på gangen står Karin Weesgaard. I gennem hele forløbet har hun bakket hundrede procent op omkring sin mand, og hun er blevet smittet af Lars¿ gode humør og ukuelige optimisme. - Det har betydet meget for mig, at Lars har været ærlig og åben omkring sin sygdom. Det tror jeg er meget vigtigt i sådant et forløb. Intet blev holdt skjult, og på den måde blev der også mulighed for at beskæftige sig med andre ting end sygdom, fortæller Karin Weesgaard, der under den timelange operation opholdt sig alene i en lille lejlighed på Rigshospitalets patienthotel. Klokken 00.10 så Lars på uret, og da han vågnede 17 timer senere var han - med egne ord - født på ny. I isolation Det næste døgn blev han sat i isolation, og herfra følte Lars Weesgaard, at det begyndte at gå godt. Men det var desværre for tidligt at glæde sig. Tre uger var han indlagt på Rigshospitalet, alt gik planlagt, og endelig så det ud til, at Karin og Lars skulle tilbringe en weekend sammen i Hulsig. En slags orlov, inden de vendte tilbage til Riget. Om fredagen - samme dag som de skulle af sted på deres miniferie - kom kirurgen på besøg sammen med to sygeplejersker. De havde noget, de godt ville tale med Lars om. Det viste sig, at lægerne havde fundet celleforandringer i en vene, tæt på hjertet. Hvis ikke der blev indopereret en kunstig vene, ville Lars Weesgaard dø. Igen skulle han opereres, og igen skulle såret heles, men endnu engang stod Lars distancen, og denne gang sker der ikke flere ubehagelige overraskelser. Et fremmedlegeme Lars Weesgaard er til kontrol på Rigshospitalet en gang om måneden, og resten af livet skal han tage medicin, der modvirker frastødning og nedsætter immunforsvaret. Kroppen opfatter det nye hjerte som et fremmedlegeme - akkurat som en torn i fingeren - og immunforsvaret går derfor i forsvarsposition over for den nye medspiller på holdet. Men ellers går det godt. I øjeblikket er sømanden fra Hulsig ved at bygge nogle ekstra kvadratmeter til sit hus, og til november regner Lars Weesgaard med at begynde på jobbet igen. - Jeg har det som om, jeg hænger et stykke over jorden og ikke rigtig kan nå med tåspidserne. En fantastisk følelse, nærmest himmelsk. Nu håber jeg bare, at det vil fortsætte med at gå fremad. Men hvorfor skulle det ikke det, siger Lars Weesgaard.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...