Udenrigspolitik

Døden nær fordi penge manglede til redningsfolk

Udenrigsminister sørger for, at nordjysk mareridtssag i udlandet ikke kan gentage sig. Tovtrækkeri om betaling endte med at en redningsaktion i Egyåten først kom i sving, da familien selv stillede med pengene.

BRØNDERSLEV:Mens to dykkere, 30-årige Jim Poulsen fra Brønderslev og 31-årige Heidi Nexø fra København, 7. september i fjor kæmpede for livet i 21 timer i Det Røde Hav ud for Hurghada i Egypten, var der et langvarigt tovtrækkeri om, hvem der skulle betale for en redningsaktion. Resultatet blev, at en redningsaktion først kunne sættes i gang næste dag, da der var skaffet de nødvendige penge fra Danmark. Det mareridt har alle lært af. Og med udenrigsminister Per Stig Møllers (K) mellemkomst er der nu skabt sikkerhed for, at det ikke skulle gentage sig for danskere i udlandet. Forsikringsselskabet Europæiske har på ministrens henvendelse lavet en World Rescue forsikring, der mod betaling af ca. 100 kr. for en måned, dækker redningsaktioner i udlandet. Det var Jim Poulsens far, tidligere direktør Eiro P. Poulsen, der gik til udenrigsminister Per Stig Møller efter sin oplevelse 7. september i fjor. Inden en redningsaktion kunne sættes i gang, skulle der penge på bordet. De forsikringer, man normalt har tegnet til en rejse, dækker ikke en redningsaktion - Havde redningsaktionen 7. september været sat i gang straks, ville der kun være gået få minutter, før min søn og den anden dykker, der var med på dykkerferien til Det Røde Hav, kunne være reddet, mener Eiro P. Poulsen. Der gik - på grund af problemerne med at få overført penge til et privat redningsselskab i Egypten - mange timer tabt. De to personer var meget forkomne, da de blev reddet efter 21 timer i åbent hav. De havde drevet 22 kilometer væk fra den båd, de dykkede fra. Først da familien stillede med en check på politigården i Hjørring, blev der med politiets mellemkomst sat en redningsaktion i gang. Familien havde forinden været i forbindelse med Udenrigsministeriet i København, men fik den bested, at "den danske stat ikke er forsikringsselskab for folk". Efter yderligere forhandlinger resulterede det i, at Udenrigsministeriet gik ind i sagen, hvis de fik en bankgaranti på 10.000 dollars. - Det var en frygtelig oplevelse, vi havde, fortæller Eiro P. Poulsen. Men hvordan skaffer man en bankgaranti en lørdag eftermiddag, når bankerne har lukket? - Vi forhandlede flere timer omkring hvem der skulle betale. Resultatet blev, at det blev mørkt, og først næste morgen kunne redningsaktionen sættes i værk.