Døden var en del af hendes hverdag

- Jeg har hørt om mange dødsfald og mange måder at dø på, men det kan jo ikke nytte noget at sætte sig ned og græde over det, siger 40 års jubilar i skifteretten

HOBRO:Døden er noget, de færreste mennesker bryder sig om at tænke på, men Elin Rasmussen er i hele sit 40 år lange arbejdsliv dagligt blevet mindet om det faktum, at vi en dag skal forlade denne verden. Folk på Hobroegnen, der har mistet en pårørende, har mødt Elin Rasmussen i skifteretten i Hobro. Her hjalp den 60-årige kvinde folk med at få ordnet alle pengesagerne, når deres barn eller ægtefælle var død. Hun er uddannet kontorassistent, men har i et vist omfang arbejdet som jurist. Elin Rasmussen har haft en særlig bemyndigelse til at behandle dødsboer uden tvister. Men Elin Rasmussen, der for nylig er gået på efterløn efter 40 år på dommerkontoret, har ikke kun haft et godt blik for paragraffer. En særlig evne til at lytte har karakteriseret hendes måde at arbejde på. - Mange mennesker har fortalt mig om dødsfaldet og om deres afdøde slægning. Ofte har folk ikke andre at tale med - det er jo ikke alle, der har børn, fortæller Elin Rasmussen, som til ære for NORDJYSKE dukker op på sin gamle arbejdsplads på dommerkontoret Adelgade 73, hvor vi får en snak med hende i det lille værelse, hvor hun tog sig af skiftesager. - Jeg har hørt om mange dødsfald og mange måder at dø på. Men det kan jo ikke nytte noget at sætte sig til at græde over det. Jeg har prøvet at snakke med folk, så de går opløftede herfra. Det er ikke så meget tanken om døden, som tanken om, hvor svært det kan være for de efterladte, der har rumsteret i Elin Rasmussens hovede, når hun er cyklet hjem til Ørnevej efter fyraften. - Det kan være så sørgerligt for de efterladte. Mange sidder jo sådan i det, at de ikke har ret mange penge at gøre med. De har regninger, som de ikke ved, hvordan de skal få betalt. Sort snak Elin Rasmussen anede ikke, hvad der foregik på et dommerkontor, da hun søgte stillingen som medhjælper i skifteretten i Hobro for over 40 år siden. - I starten var det sort snak for mig, men det kom jo hen ad vejen. Jeg lærte det ved at sidde ved siden af en jurist. I 25 år arbejdede jeg sammen med retsassessor Vagn Henningsen. Elin Rasmussen er hobroenser med stort H. Hun er født og opvokset i Hobro, har aldrig boet andre steder og kunne i øvrigt ikke drømme om at flytte fra byen, så hendes lokalkendskab er betydeligt. - Man skal jo nok have flair for at tale med folk for at få de rigtige ting frem. Er der børn uden for ægteskab, og er folk sikre på, at de vil vedgå arv og gæld? Jeg tror de har følt sig trygge ved mig. Det er rart, når folk ved, at jeg kender deres familiebaggrund, mener Elin Rasmussen. Små og store menneskelige dramaer har udspillet sig i kontoret. - Der kan være et barn, der er født uden for ægteskab, et "særbarn", som den mand, der nu er død, aldrig har fortalt sin kone om. For det meste er barnet resultat af et forhold fra den tidlige ungdom - i sjældne tilfælde er det fra en udenomsægteskabelig affære. - Der findes ingen registre over særbørn. Nogen gange opsøger særbarnet skifteretten, fordi det har set dødsannoncen i avisen. Hvis konen kender til særbarnet, skriver vi til vedkommende, eller familien gør det. Særbarnet indkaldes for at sikre, at han eller hun får den arv, de kan tilkomme. - Barnet kommer i skifteretten sammen med ægtefællen, og mange gange er det første gang, de to mødes. Nogle efterladte ægtefæller reagerer på den måde, at de bliver kede af det og er nervøse for, hvordan det spænder af. - Jeg har dog kendskab til, at mødet i skifteretten et par gange har resulteret i, at kvinden og barnet har fået et godt forhold til hinanden, fortæller Elin Rasmussen. Tvunget til at sælge Arvelovgivningen sidestiller ikke papirløse forhold med lovformeligt indgåede ægteskaber, og det kan der godt komme nogle meget ubehagelige situationer ud af. - Hvis den ene i et papirløst forhold bliver dræbt ved en færdselsulykke, kan det blive noget dumt noget, hvor samleveren bliver tvunget til at sælge huset, fordi børnene skal have deres arv, fortæller Elin Rasmussen. Hun har oplevet den holdning, at skifteretten ikke skal blande sig i folks private forhold. Men generelt er befolkningen i dag godt oplyst via medierne om, hvordan reglerne er. Det værste Elin Rasmussen kunne komme ud for var, når seks-syv voksne mennesker sad på hendes kontor under en bobehandling og beskyldte hinanden for alverdens ting. - Jeg synes, jeg har været god til at tale folk tilrette. Det hjælper at kende lidt til reglerne. Fordelen ved at ordne sagerne i mindelighed er, at man få boet sluttet hurtigt, at man sparer penge til advokat, og at man selv kan sælge huset, fremhæver Elin Rasmussen. Hun bedyrer, at hun aldrig har været ked at at komme på arbejde, og at hun ikke har følt sig fristet til at søge andre udfordringer. Hun har haft en supergod chef i dommer Preben Skouvig, der altid på en stille og rolig facon har forsøgt at få tingene til at fungere. Dommerkontoret i Hobro er en lille arbejdsplads, hvor man hjælpes ad, og hvor en kontorfuldmægtig som Elin Rasmussen også måtte optræde som pedel og indkøber. Og det har hun været godt tilpas med. Privilegeret Elin Rasmussen føler sig privilegeret. Hun er gået på efterløn som 60 årig, er slet ikke udbrændt, har et godt helbred og masser af appetit på tilværelsen. - Jeg regner med at blive mindst 90 år med alt det, man kan foretage sig! erklærer Elin Rasmussen. Sammen med sin mand Egon vil hun sejle noget mere. Forhåbentlig kan det også blive til mange flere skiture, og så er der tærteklubben, der skal plejes. Tærteklubben tager til Frankrig en gang om året, hvor Elin Rasmussen sammen med en flok friske "piger" i alderen 60 og opefter tager på traveture i bjergene.

Forsiden