Dødsbrand startede ved elektrisk komfur

Uheldige omstændigheder lå bag den brand, som tidligt om morgenen lørdag 14. juni kostede den 24-årige Klaus Bjolde, Svenstrup, livet. Det konkluderer kriminalpolitiet i Aalborg efter at have afsluttet efterforskningen.

EMNER 25. juni 2003 09:15

De tekniske undersøgelser har vist, at branden opstod omkring det elektriske komfur i den 24-åriges rækkehus på Bautastenen, men på grund af uheldige omstændigheder bredte ilden sig, så det umiddelbart så ud til, at der var tre arnesteder i huset. Det kunne antyde, at branden var påsat, og at der muligvis lå en forbydelse bag den 24-åriges død. - Men der var reelt kun ét arnested, og det var ved komfuret. Vi mener, at der muligvis blev lagt noget på komfuret, som der gik ild i, siger kriminalinspektør Ole Christensen, Aalborg Politi. Under uheldige omstændigheder bredte ilden sig til entréen, hvor den fik fat i en jakke, som faldt ned i en taske, hvorved der opstod noget, som kunne ligne endnu et arnested. - Desuden bredte ilden sig fra komfuret til noget tøj på køkkenbordet, så det kom til at se ud som et tredje arnested, siger Ole Christensen. Død i sengen Branden ulmede formentlig et stykke tid og udviklede en del røg. Det blev bemærket af en mand, som var ude at lufte sin hund ved 07-tiden den lørdag morgen, og han slog omgående alarm. Da redningsmandskabet nåede frem, blev den 24-årige fundet død i soveværelset på førstesalen i rækkehuset, og obduktionen viste senere, at han døde som følge af kulilteforgiftning. Intet mistænkeligt Efter dødsbranden undersøgte kriminalpolitiet den 24-åriges færden i timerne forinden, men kunne hurtigt konkludere, at der ikke var noget som helst mistænkeligt. Aftenen i forvejen havde han haft et par kammerater på besøg. De endte med at tage i byen i Aalborg, og ud på natten tog den 24-årige en hyrevogn hjem. Hvad der derefter helt præcist skete, kan man kun gisne om, men under uheldige omstændigheder udviklede en mindre brand omkring komfuret sig, så det endte med at koste den 24-årige mand livet, efter at han var gået i seng.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...