Dødsdom over to skoler er udsat

REBILD:Sønderup Skole og Kirketerpskolen lukkes ikke nu og her. Beslutningen om de to skolers skæbne er udsat, indtil børne- og ungdomsudvalget i Rebild Kommune har haft et møde 27. april med den fælles skolebestyrelse for de tre skoler i Kirketerp, Sønderup og Kirketerp. Det oplyser formanden for udvalget, Bent Juul Jensen (V). - Det kunne jo være, at en eller anden skulle sidde med et columbusæg, siger han. Noget må i hvert fald gøres, for økonomien på især de to små skoler i fællesskabet er stærkt på vej ned ad bakke, og det samme er elevtallene. - Det er en uholdbar økonomisk situation, er alle i udvalget enige om. Men det er jo forvaltningens indstilling, at de to skoler skulle lukkes. De sætter tingene på spidsen, og det skal de jo også, for det er en alvorlig situation, siger Bent Juul Jensen (V). De tre skolers fælles bestyrelse har længe ønsket sig en egentlig sammenlægning til én skole med ét skoledistrikt fordelt på tre skolebygninger. Men det konkrete forslag til sådan en skolefusion er ikke faldet i god jord i byrådet. Især ikke ideen om, at Kirketerpskolen skulle samle hele distriktets indskoling, så også børn fra Suldrup skulle begynde skolegangen i Kirketerp. Forældrene i arbejdsgruppen og skolebestyrelsen mener ellers, at netop den løsning kan redde de tre skolers driftsøkonomi ved at skaffe højere klassekvotienter og samtidig udnytte bygningsmassen optimalt. De tre skoler har et samlet minus på fire millioner i budgettet for 2009.