Skolevæsen

Dødsdommen var ventet

På Vebbestrup Skole ser man frem til en endelig afgørelse, men håber stadig på redning.

- Vi havde jo indstillet os på, at sådan ville det gå. Så stemningen på skolen i dag er ikke meget anderledes end i går. - Om byrådet så ændrer på beslutningen om, at vi skal lukke, har jeg ingen fornemmelse af. Det er politikken, som tager over nu, bedømmer skoleleder Niels Lynggaard Pedersen, som har denne ene bøn til politikerne: - Uanset, hvad I beslutter jer for, så gør det næste torsdag. Det har været en slem periode for os alle at komme igennem, og vi holder ikke til, hvis I udskyder beslutningen til efter jul, appellerer Niels Lynggaard. Som eneste landsbyskole har Vebbestrup udsigt til at fastholde pæne klassestørrelser på alle årgange i underkanten af en snes i årene der kommer. Og trods genboskabet med Solhverv Privatskole formår Vebbestrup Skole at fastholde knap 90 af eleverne fra eget distrikt og dermed ligge i top. Det var bare ikke nok. Skolebestyrelsesformand Kristian Sørensen klynger sig til det håb, at "syvmandsgruppen" til byrådsmødet vil være vokset til mindst 15. Det vil redde skolerne i Vebbestrup og Astrup. Skolebestyrelsen har ikke nye aktioner på bedding, oplyser kristian Sørensen.