Dødsdrome og buksevand

Cirkus Arena kommer til Hadsund på deres 50 års jubilæumsturne

HADSUND:Det startede som Danmarks mindste Cirkus i 1955. I dag er Cirkus Arena Nordens største og fejrer nu 50 års jubilæum i Nordjylland. Torsdag 26. maj kommer cirkuset forbi Cirkuspladsen i Hadsund. Denne gang lover Cirkus Arena, at forestillingen vil spille på hele følelsesregisteret og pirre alle sanser. Som noget nyt har cirkusdirektør Benny Berdino også hyret de to velkendte sangere Søs Fenger og Dario Campeotto til at guide publikum gennem showet. Derudover byder forestillingen blandt andet på en række guld- og sølvmedaljevindere fra cirkusfestivalen i Monaco, nemlig den 14 mand store springtrup Puzanovi, den danske klovn Bonbon, bungyjumperne fra Kina og spanske klovne, der giver buksevand i manegen. Topgyset skulle være Diorios"s unge brasilianske vovehalse, der laver dødskørsel på motorcykel med en ny, avanceret udgave af markedspladsernes gamle dødsdrome. Publikum kan naturligvis også møde forskellige former for dyr - blandt andet heste, hunde, afrikanske elefanter samt en skrupskør Pippi Langstrømpe hest, der griner ad det hele og kan de utroligste ting. Og selv om Arena i dag er vokset til Nordens største cirkus, værner cirkusfamiliens overhoved, Benny Berdino, om de gamle gøglerdyder. Derfor er Arena også fortsat et 100 procents familiecirkus.