DØDSFALD+NV-2

København, fredag /ritzau/ I en samtale med Politiken, før han skulle hyldes med akademiets pris, fortalte F.P. Jac, hvorledes han som ung måtte afsone en fængselsdom på 40 dage i det åbne fængsel Kragskovhede i Nordjylland. Det skyldes, at han i stedet for at aftjene sin værnepligt hos Civilforsvaret på Bornholm var taget hjem til det muntre liv i hovedstaden. Under et døgn, efter at han var mødt på kasernen. Kort tid efter antog han det navn, der skulle følge ham resten af livet som en slags "brand", længe før ordet var kendt i denne betydning. Det var som F.P. Jac, at han i 1976 fik udgivet sin første digtsamling, "Spontane kalender-blade", og herefter kom der for alvor gang i produktionen. Poul Borum antog ni digte til sit tidsskrift "Hvedekorn", og med samlingen "Misfat" gjorde han i 1980 sit indtog i superligaen i dansk digtning. Da kollegaen Pia Tafdrup holdt festtalen i anledning af Det Danske Akademis prisuddeling, omtalte hun hans første digte som "sproglige piskesmæld". - Han hædres for sin inspirerende, humoristiske og kontroversielle brug af modersmålet, for de sproglige nyskabelser, der har sat strømførende, umiskendelige aftryk, sagde Pia Tafdrup videre i sin tale. Solisten F.P. Jac skrev digte sammen med Asger Schnack og Klaus Høeck under pseudonymet Bandet Nul, mens "Agurkerne kvækker" fra 2007 blev den sidste digtsamling, han selv lagde navn til. Han er repræsenteret i en lang række antologier, og hans "Usvækkede digte" dækker et udvalg fra perioden 1976-2000. "Årsvækster" rummer digte fra 1977 til 1994, som ikke findes i F.P. Jacs samlinger fra denne periode. /ritzau/