Ukraine

Dødsfald

‡Sigrid Jensen, Bålhøjcentret, Tårs, 86 år. Sigrid Jensen var født i Søholt som nummer to ud af fem søskende. Som ung var hun elev på den daværense Stidsholt Husholdningsskole og blev i 1943 gift med Ingemann Jensen, Kobberholm ved Søholt. Ved giftermålet overtog de Kobberholm efter Ingemanns forældre og drev her et alsidigt landbrug frem til 1965. Da Ingemanns helbred ikke var det bedste, blev Sigrid medhjælpende hustru og blev en uvurderlig hjælp i den daglige drift af landbruget, ude som inde. I 1965 blev gården solgt, og Sigrid og Ingemann flyttede til Tårs, hvor de havde ladet et hus bygge i området ved Bålhøj. I mange år virkede Sigrid i kantinen på HMAK i Hjørring. Det var et arbejde hun var glad for, og med sit gode humør og sin hjælpsomhed fik hun et godt kollegialt forhold til de øvrige ansatte. Efter mandens død i 1978 blev Sigrid boende i huset til 1990, hvor hun flyttede til en lejlighed i Tårs. På grund af svigtende helbred fik hun for seks år siden ophold på Bålhøjcentret, hvor hun blev glad for at være. Sigrid, der var et rart og kærligt menneske, var samlingspunktet for sin familie, hvis tarv og trivsel lå hende stærkt på sinde. Hun efterlader sig tre børn og svigerbørn, Jens Verner og Tatyana i Ukraine, Vagn og Hanne i Høgsted samt Ingrid og Otto i København. Desuden af ti børnebørn og ti oldebørn.

Forsiden