Dødsfald

Karen-Margrethe Thomsen
Gudum 26. august 2007 06:00

Karen-Margrethe (Grethe) Thomsen, Hedevangen, Rebild, 90 år. Grethe Thomsen var et kendt ansigt i Skørping og Rebild, hvor hun også boede det meste af sit liv, der for en stor del kom til at handle om mad - rigtig god dansk mad. På det kendte spisested Rebildhus, hvor Grethe Thomsen var ansat i næsten 20 år, har titusindvis af gæster nydt godt af hendes sans for et godt hjemmelavet måltid. Som 75-årig indledte Grethe Thomsen en ny karriere som tv-kogekone på TV2/Nord, hvor hun i en række julekalenderudsendelser i 1992 og 1993 kom med gode ideer til højtidens middagsbord. Optagelserne fandt sted på herregården Hessel og senere på Børglum Kloster og det blev senere til bogen ¿På lurenkig¿, hvor hun fortalte om sit spændende liv og delte ud af sine mange opskrifter. Grethe Thomsen var født på familiens slægtsgård i Dollerup i Østhimmerland. Efter konfirmationen kom hun ud at tjene, først på en gård ved Skibsted og senere på den noget større gård Anderstrup ved Lyngby, og som 15-årig fik hun ansvaret for gårdens husholdning. Senere blev hun husholdningselev på herregården Randrup, og derefter gik turen til Hvo-ruptorp ved Nørresundby, Stranderholm ved Klarup og Louisendal ved Gudum. På Louisendal mødte Grethe også kærligheden, Marius Lindegaard Thomsen, der var karl på gården. I 1938 fik de arbejde i Rebild Bakker, Marius på Thingbæk Møllegård og Grethe i Hørgdalshuset i lyngbakkerne. I efteråret 1938 fik hun plads som husjomfru på herregården Klarupgaard, og det følgende forår blev hun og Marius gift. Parret flyttede først til V. Hassing og kort efter til Aalebæk ved Hals, hvor de to børn, Kirsten og Carl Otte, er født og opvokset. I 1951 flyttede familien til Rebild for at passe et hønseri, og et par år senere fik Grethe stillingen som varmjomfru på Rebildhus. I 1970 stoppede hun i køkkenet for sammen med sin mand at åbne en fiskeforretning i Skørping. Grethe Thomsen mistede sin mand i 1984, men blev boende i Rebild, hvor hun i en årrække var kustode i Tophuset ved indgangen til Rebild Bakker. Grethe Thomsen fejrede i marts sin 90-års fødselsdag i sit hjem i Rebild, der var samlingssted for den store familie, venner og naboer. Grethe var altid gæstfriheden selv, og hun satte til det sidste stor pris på livet og fornøjelsen ved at glæde andre.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...