Dødsfald

Sverige 12. april 2011 06:00

‡Aksel Peter Christensen, Plejehjemmet Margrethelund, Dronninglund, 89 år. Han voksede op i en større søskendeflok på gården Lindestvad i Åsted Sogn. Umiddelbart efter krigen drog han - som så mange andre på den tid - til Sverige for at få arbejde. Også hans senere ægtefælle, Inger, fandt arbejde i det svenske. I 1949 vendte de tilbage til Vendsyssel, blev gift og bosatte sig i Dorf, hvor Aksel ernærede sig som cykelsmed. Midt i 1950'erne flyttede parret til et husmandssted i Jordbroen, og Aksel Christensen begyndte i Storskoven som skovarbejder med hest. Størstedelen af sit arbejdsliv lagde Aksel Christensen dog på Nørresundby Tømmerhandel, hvor han i næsten 25 år var en arbejdsom og pligtopfyldende medarbejder. Det var også i årene på tømmerhandlen, at han var medbygger på først et parcelhus i Dronninglund og siden et sommerhus ved Hou. Da han gik på efterløn, blev der tid til ferieture, og en årrække som flittig passer af fire børnebørn fulgte. De nød godt af hans rolige gemyt og interesse for video-optagelser. Tålmodigt passede og plejede han i flere år sin syge kone, Inger. Efter hendes død flyttede han først til Blåbærhaven, siden til Margrethelund. Aksel Christensen efterlader to børn, fire børnebørn og et oldebarn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...