Aalborg

Dødsfald

‡Jan Karred Kallehauge, Vodbindervej 20, Asaa, 34 år. Flere års sygdom, men et liv med mange gode venner, sluttede alt for tidligt for Jan Karred Kallehauge. Han voksede op i Asaa sammen med sin søster Randi og var elev på Asaa Skole, indtil han afsluttede 10. klasse i Dronninglund. Derefter kom han i lære som lastbilmekaniker, men måtte afbryde læreforholdet på grund af manglende praktikplads. Derfor startede han på Kokkeskolen i Aalborg, men en hjernesvulst gjorde, at han måtte stoppe dette forløb i 1993. Operationer og behandling var han igennem, men fik det bedre. Arbejdsmæssigt startede han så på faderens arbejdsplads ved CJ Transport i Asaa, og var her ansat indtil firmaet flyttede til Transportcenteret i Vangen. Så fik han fleksjob hos Hei-Con i Hjallerup, men i april 2008 måtte han igen opereres og stoppede med at arbejde. Som helt ung tegnede Jan Karred Kallehauge meget, og sportsmæssigt gik han til skydning, hvor han vandt medalje. Han elskede at se fodbold på tv sammen med vennerne, og hans favoritklub var Liverpool. Han var vennernes ven, og satte ærlighed over alt. Den sidste tid tilbragte han hos forældrene Lis og Kurt, som han efterlader sammen med søsteren Randi, samt hendes mand og børn.