Jerup

Dødsfald

Herdis Aakjær Larsen, Vendelbohjemmet, Sindal, 93 år. Herdis Larsen, der var født i Skæve og ud af en søskendeflok på fem, tjente som ung pige forskellige steder, inden hun i 1933 blev gift med Aakjær Larsen fra Jerup. En kort tid boede parret i Hellum og Skæve, men flyttede en del rundt inden de fandt deres blivende sted, Ny Nørgaard i Måstrup, hvor de var i 50 år. Udover at hjælpe med det alsidige landbrug havde Herdis også tid og kræfter til at beskæftige sig med andre ting. Hun tog fat på alt forefaldende arbejde og i sæsonen var hun også at finde i tørvemosen. Hun tog kørekort som 50-årig, og ægteparret nød at køre ture rundt om i landsdelen. Efter Aakjærs død i 1985, blev Herdis en tid boende på Nørgård, men flyttede som 80-årig til Sverigesgade i Sindal. De sidste fire år har hun haft ophold på Vendelbohjemmet. Herdis og Aakjær havde en kristen livsholdning og var aktive medlemmer af baptistmenigheden. Herdis Larsen var et rart og venligt menneske, og når hun aflagde besøg hos sine venner, medbragte hun altid hjemmebagte kager eller blomster. Herdis Aakjær Larsen efterlader sig otte børn, der er bosat i henholdsvis Kolding, Brovst, Egå og Vrå, mens fire er bosiddende i Sindal. Desuden efterlader hun sig 23 børnebørn og oldebørn.