Skagen

Dødsfald

‡Else Muhlig, Iver Christensens Vej 45a, Skagen, 78 år. Else Muhlig fik et rigt liv med mange børn omkring sig. Hun var selv født i Åsted ved Frederikshavn og havde tre søskende. Som ganske ung tjente hun på gården Bundgård ved Skærum. Her mødte hun Knud Godtfred Muhlig, og de fik et barn som ganske unge. De flyttede til Skagen og blev gift i 1949, hvorefter Else Muhlig blev hjemmegående og gravid for anden gang. Inden hun var fyldt sit 25. år havde hun født fem børn, og i alt blev det til syv. Bopælsmæssigt byggede parret et hus på Ankermedet, og efter nogle år flyttede de til Sct. Laurentii Vej, hvor de boede i mange år, inden de for fire år siden flyttede til Iver Christensens Vej. For knap to år siden mistede Else Muhlig sin mand, og hun begyndte selv at miste troen på livet, men hun blev støttet af sin store familie. Ud over et godt liv fyldt med familiens mange børn, har der også været plads til andre oplevelser. Parret rejste en del, mens de var unge, haft mange gode aftener i venners lag, hvor der blev spillet bowling eller kort, og som ung har hun spillet en smule dillitant. Men hendes hjem og haven var hendes slot. Her kunne familien møde hende, og hun var eksemplarisk til at lytte og tale med dem, som havde brug for et godt råd. Efter kort tids sygdom måtte hun give op og efterlader syv børn, 16 børnebørn samt 16 oldebørn.