Aalborg

Dødsfald

‡Kristian Peter Nielsen, Gudumholmvej 155, Skørping, 85 år. Kristian Peter Nielsen var født og opvokset i Grindsted sammen med sine fire søskende. Arbejdsmæssigt blev han landbrugsmedhjælper, og privat mødte han Annalise. De blev gift i 1948 og fik tre børn. De flyttede ind i et hus i Dollerup ved Blenstrup. Han var ansat på flere fabrikker, blandt andet ved firmaet Torndal i Aalborg, inden han blev grødskærer ved vandløbene. Dette arbejde havde han, indtil han gik på efterløn. Kristian Peter Nielsen var naturens mand, og ikke mindst haven havde hans store interesse. Børnene betegnede ham tit som en sej gammel vendelbo. Annalise og Kristian Peter rejste en del de senere år, og det bragte dem blandt andet til Tunis, Norge og Sverige, og et år gik turen til Finland, hvor en af børnene havde bosat sig. Han var et menneske med et stort hjerte i forhold til sine nærmeste, og det kom tydeligt til udtryk, da han krævede at få lov til at passe sin syge hustru i hjemmet. Parret kunne i foråret holde diamantbryllup for den nærmeste familie. Kristian Peter Nielsen døde efter en kort sygdomsperiode. Han efterlader hustruen Annalise og tre børn, der bor i henholdsvis Finland, Skibsted og Terndrup. Desuden efterlader han ni børnebørn og ni oldebørn.