Dødsfald

Volsted 25. februar 2011 05:00

‡Ejnar Rytter Nielsen, mekaniker, Plejehjemmet Bøgely, Løgstør, 89 år. Ejnar Rytter var født i Volsted ved Støvring og var den yngste og sidste i en børneflok på 11. Hjemmet var et landbrug med husdyr, hvor Ejnar fik lov til at gå til hånde med mark- og staldarbejde. Som ung hjalp han desuden på egnens gårde. I 1947 kom han til Vilsted, og han fik job som traktor- og bilmekaniker hos Magnus Søndergaard i Vilsted. Han indgik senere i kompagniskab med Magnus Søndergaard. Da Magnus døde, blev Poul Mortensen i 1959 medejer af værkstedet. Poul Mortensen rejste til England og opkøbte Ferguson traktorer, som de renoverede og omstillede fra petroleum til benzindrift. I 1964 solgte Ejnar Rytter sin andel af værkstedet og blev servicemontør hos Knud Dalsgaard, der forhandlede hårde hvidevarer. Efter fem år kom han til Volvo i Løgstør. Ejnar Rytter blev i 1949 gift med Inga Sørensen, og de fik sønnen Poul samt datteren Else Marie. I 1970 flyttede familien til Aalborg. I 1979 flyttede de igen til Vilsted og overtog Ingas fødehjem. Ejnars sidste arbejdspladser var hos mekaniker Bundgaard i Vilsted samt Kjeldgaard i Vindblæs. Også lokalsamfundet fulgte Ejnar med i, og han var bl.a. i bestyrelsen for jagt- og fiskeriforeningen, heraf en tid som formand. Ejnar var både fagligt dygtig og meget hjælpsom, og ingen gik forgæves til ham. Desuden var han et varmt familiemenneske, der nød familielivet også sammen med de fem børnebørn og to oldebørn. Også lokalsamfundet Inga og Ejnar flyttede i 2005 til Løgstør, hvor de boede i Fischers Have på Lykkesgården. Han opnåede kun 14 dage på Bøgely sammen med sin hustru. Ejnar Nielsen efterlader sin hustru, sønnen Poul og svigerdatteren Birgit i Biersted, datteren Else Marie og svigersønnen Børge i Løgstør samt fem børnebørn og to oldebørn.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...