EMNER

Dødsfald

‡Karla Bæk Johansen, jordemoder, Vaarst, 88 år. Karla Johansen var født i Frederikshavn. Som barn flyttede hun med familien til Auning på Djursland, hvor hun voksede op sammen med sin mor, bedstefar og to brødre. Hun var uddannet barneplejerske, sygeplejerske og jordemoder, og alle steder var ord som pligtopfyldende og flittig forbundet til hende. Efter jordemoderuddannelse i København arbejdede hun først på Fødselsstiftelsen i Århus, indtil hun fik egen jordemoderpraksis i Gunderup og blev distriktsjordemoder i 1954 og rykkede fra Århus mod nord sammen med sin mand Børge og sønnen Finn. I 1955 kom datteren Vibeke til. Karla blev alene i 1958, da Børge døde af leukæmi. Karla Johansen havde privat praksis frem til begyndelsen af 1970'erne, indtil alle jordemødre blev samlet på jordemodercentre i amterne. Karla havde stadig pionerånden i sig, og i en hektisk snestorm i 1970'erne trodsede hun snemasserne og gik de 15 kilometer fra Gunderup til Aalborg for at passe sin vagt. I 1987 blev hun pensioneret som 67-årig. Frem til 2000 boede hun i jordemoderboligen i Gunderup, hvorefter hun flyttede ind hos datteren Vibeke i Vaarst. I slutningen af 2008 blev hun ramt af en blodprop i hjernen, og efter en kort sygdomsperiode sov hun stille ind på Smedegården i Aalborg. Gennem et langt jordemoderliv har Karla Johansen taget imod over 1000 børn i det nordlige Jylland, heriblandt hendes tre børnebørn Jørgen, Simon og Søren. Nogle børn tæt på Karla fik også efter hendes pensionering særbehandling og blev bragt til verden med kærlig hjælp fra hende. Karla Johansen har rejst Europa tyndt - i øst og vest - i begyndelsen sammen med familie og venner, men senere især sammen med venner i kniplekredse. Hun har altid været ferm til håndarbejde, men med knipling havde hun et særligt talent, som også blev brugt til undervisning i lokalområdet. I fritiden havde hun en passion for haven, og til afslapning nød hun gerne en whisky sammen med gode venner eller familien i hendes elskede havehus. Desuden har hun altid haft en tæt tilknytning til USA, især på grund af et nært venskab med Birthe Bradt. Hun har sammen med hende besøgt de fleste stater i USA og fået mange venskaber der. Karlas sidste besøg til USA var i 2005 sammen med familien til Birthe i Montana.