dødsfald

‡Esther Møller Langbak, Hallundvej 137, Ø. Brønderslev, 85 år. Esther Møller Langbak er født og opvokset på en landejendom ved Ø. Brønderslev, og hun var den ældste af en søskendeflok på seks bestående af fem piger og en dreng. Hun gik i Staarup Skole og kom efter endt skolegang ud at tjene på gården Langbak ved Ø. Brønderslev. Her mødte Esther sin kommende mand Ernst, der var yngste søn på gården. Esther og Ernst overtog siden Ernsts barndomshjem. De blev gift i 1950 og fik døtrene Else, Nette og Gitte. Esther var en stærk, aktiv og arbejdsom kvinde, der utrættelig lagde sine kræfter både i marken, stalden og i hjemmet. Hun formåede samtidig at favne hele familien og udgjorde familiens naturlige samlingspunkt. Esther var der altid for familien, også når der var brug for hendes hjælp, støtte og omsorg. Hun nød at være sammen med familien, og hun kærede sig for både søskende, børn, svigerbørn og ikke mindst fik børnebørnene Mathias og Rikke en stor plads i hendes hjerte og hverdag. Hun var særdeles gæstfri og havde altid kaffe på kanden og hjemmebag til de mange venner og bekendte, der gennem årene besøgte familien på Langbak. Ernst døde i 1988 efter længere tids sygdom. Esther blev boende på Langbak, og her nød hun især somrene, hvor hun blandt andet passede både pryd- og nyttehaven. I 2007 blev Esther ramt af en hjerneblødning, og de seneste 4,5 år boede hun på Elmehøj i Ø. Brønderslev, hvor hun sov stille ind 15. februar. Esther Møller Langbak efterlader sig døtrene Else i Hjørring, Nette i Hallund og Gitte i Ø. Brønderslev samt svigerbørn og to børnebørn.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.