Tylstrup

Dødsfald

‡Lissy Mortensen, husmoder og medhjælpende hustru, Vilstedvej 54, Vindblæs,78 år. Lissy Mortensen blev begravet på sin 78 års fødselsdag. Hun var født og opvokset i Aalborg som ældste pige blandt seks søskende. Som ung havde hun plads som tjenestepige bl.a. i Dronninglund, men fik senere i en længere periode ansættelse på tekstilfabrikken i Aalborg. I Tylstrup mødte hun sin kommende mand, Børge Mortensen, der i 1959 startede en cykelforretning i Oudrup, og fra 1966 flyttede forretningen til Vindblæs by. Her har Lissy Mortensen gennem årene været en pligtopfyldende og dygtig hustru og mor, såvel i huset som når der var brug for at give en hjælpende hånd med i butikken eller ved cykelreparationer. Da knallerten kom på gaden, optog ægteparret også forhandling og reparation af disse. Lissy Mortensen var meget udadvendt og et socialt menneske, der holdt af sine medmennesker, som hun mødte med åbenhed. Hun tog del i samfundsdebatten og havde overskud til at tage del i foreningslivet i Vindblæs, bl.a. borgerforeningen, boldklubbens støtteforening og nørkleklubben. Udover sin ægtefælle efterlader Lissy Mortensen sønnen Søren, der bor i Lyngså, svigerdatter, to børnebørn og et oldebarn.