EMNER

Dødsfald

‡Gudrun Kristine Buchhave Jørgensen, Solbakkevej 11, Frederikshavn, 87 år. Gudrun K. B. Jørgensen voksede op med fire søskende i bred aldersspredning. Hun kom i huset, og senere blev hun ansat hos en bager. Tiden derefter førte hende vidt omkring, blandt andet til Sømandshjemmet i Aalborg, til Julielund bestyret af Jakob Højlund, til en svensk Baron i Sverige, til et hotel i Vejle inden hun landede som køkkenchef på KFUM i Aarhus. Hun gjorde så godt et indtryk inden for KFUM, at hun blev opfordret til at overtage KFUM i Thisted, inden hun senere overtog ledelsen af KFUM i Hjørring. Her mødte hun i 1962 Søren Jørgensen, med hvem hun blev gift samme år, og de købte hus. På det tidspunkt blev hun ansat hos en slagter, og da parret nogle år senere flyttede til Frederikshavn, startede de en butik med børnetøj. Bopælen var ovenover butikken Tøjmagasinet i seks år, inden de flyttede til Strandby hvor de boede i 19 år. I 1980 brændte butikken, og en ansat overtog efterfølgende butikken. Herefter blev Gudrun K. B. Jørgensen frivillig medarbejder i 10 år ved Santal Missionen i Søndergade. Hun var et menneske med en stor næstekærlighed, og havde et stort hjerte for andre, ikke mindst parrets tre børn og de tre børnebørn. Flere gange var parret på højskole, og i forbindelse med hendes sygdom, havde hun altid stor ros til afdeling fire på Sygehus Vendsyssel i Frederikshavn. Ved sin død efterlader hun sin mand Søren, tre børn samt tre børnebørn.