Nørre Uttrup

Dødsfald

Olav Green

Olav Green

‡Olav Green, Elsagervej 3B, Hjørring, 72 år. Olav Green, der var født i Vrejlev Sogn, men opvokset i Hjørring, blev udlært i handelsfaget hos Byens Købmand. Efter aftjent værnepligt i Nørre Uttrup, kom han ind på lageret hos grossistfirmaet Jørgen Storm og blev senere ansat hos radio- og tv grossisten Ewald Steensen. I 1963 blev Olav Green gift med Tove Andersen fra Østergaard i Hvidsted, og tre år senere oprettede han sin egen virksomhed, Green Sport i Dronningensgade. I disse år med mere fritid og højere indkomster, var der en voksende interesse for alle former for sport, hvilket i høj grad kom Olavs forretning tilgode, så meget, at den krævede større lokaler og allerede efter tre år blev flyttet til hjørnet af Strømgade og Kraghsvej, for efter yderligere ti år at finde sin endelige plads i Strømgade. I 1986 blev Green Sport solgt til Peiter Sport i Frederikshavn, men Olav og Tove fortsatte som daglige ledere i Hjørring indtil 1988. Olav Green var selv aktiv sportsudøver. Han spillede fodbold og var i sin tid med til at spille HI op i 3. division, ligesom han har spillet på et udvalgt hold for JBU. Jagt og fiskeri havde også hans interesse, og en tid var han medejer af en båd. I næsten 30 år var Olav med i en kortklub, og når pengekassen trængte til at blive tømt, tog hele klubben af sted på ferietur til Kreta. Olav Green var til det sidste en aktiv og foretagsom mand, der velvilligt stillede sin arbejdskraft til rådighed. Således var han afløser på flere haller og fast afløser i Vendiahallen, og når familiens sommerhus i Lønstrup blev besøgt, havde han en aftale med syv andre sommerhusbeboere om at slå deres græsplæner. Olav Green, der var et rart og omgængeligt menneske med en god sans for humor, efterlader sig sin hustru samt parrets fire børn, Lisa, Mette, Hanne og Per, der alle med deres familier er bosat i Hjørring.