Hobro

Dødsfald

‡Bent Mejner Holm Smed, Engblommevej 7, Rørbæk, 65 år. Hele sit liv bortset fra tiden ved militæret tilbragte han i Rørbæk, hvor han voksede op på Bakkegården. Han var glad for landbruget, men hans alsidige evner inden for håndværk blev hans levevej. I 1968 blev Bent gift med Jytte, og på en udstykning fra Bakkegården byggede de det hus, der blev rammen om deres og de to sønners liv. Bent havde forskellige job som ufaglært arbejder, men de sidste 25 år, før han for fire år siden måtte stoppe på grund af sygdom, var han ansat på Elcobyg i Hobro. Han arbejdede dels på fabrikken, dels rejste han rundt i landet for at stå for reparation af de betonelementer, Elcobyg fabrikerer. Bent Holm Smed fastholdt sin interesse for landbruget, og ved siden af sine job hjalp han til på Bakkegården, både mens forældrene drev den, og også efter at en bror overtog gården. Og især elskede han markarbejdet med de store maskiner. Der var ikke det inden for håndværk, han ikke kunne magte, så huset blev bygget om flere gange og holdt ved lige på bedste vis, ligesom han hjalp sønnerne med at bygge og renovere. Fritiden var som regel fyldt med arbejdsopgaver, og det var sådan, han foretrak det. Ellers var det hjemmet, den nære familie og en vennekreds, han prioriterede. For Bent blev Thailand et paradis, som han gerne var vendt tilbage til, hvis det ikke havde været for hans langvarige sygdom. Det var ved sønnens bryllup i Thailand, han fik øje for det smukke land, som han og Jytte nåede at opleve endnu engang. Derudover nød de opholdene i sønnens sommerhus i Ertebølle, og også her var der ind imellem brug for Bents gode håndelag. Bent Mejner Holm Smed efterlader sin kone, ældste søn Kim med kone og to børn på Engblommevej og yngste søn Paw, svigerdatter og tre børn i Stenild.