Skagen

Dødsfald

‡Elise Christine Engell Thomsen, Mosegårdsvej 36, Skagen, 92 år. Elise Christine Engell Thomsen blev altid kaldt Lis Thomsen. Hun voksede op i Flade Sogn ved Frederikshavn i en søskendeflok på tre. Hun kom ud at tjene som ung, og i den periode mødte hun sin senere ægtemand Osvald Frederik Thomsen. I 1935 bosatte de sig i Skagen, hvor de blev gift, og senere fik de døtrene Jette og Eva. Lis Thomsen fik arbejde i huset hos Martin Hede på Havnevej, og senere blev hun sparebud. Familien flyttede i 1954 ind i huset på Mosegårdsvej, og det hjem blev et smukt og lykkeligt hjem for alle. Lis Thomsen lavede en strikkeklub, senere en konekreds, og alt sammen med det formål at hjælpe svage og syge mennesker overalt i verden. Hun var vellidt og talte aldrig ondt om andre. Hun var almindelig troende og meget aktiv i kirken, som hun holdt meget af. Lis Thomsen var en finurlig kvinde, og alle, som var hende nær, oplevede tit hendes leg med fingrene og hendes rim og remser. I 1996 mistede hun sin mand, men selv forblev hun åndsfrisk og fulgte ivrigt med i de aktuelle emner. Efter kort tids sygdom måtte Lis Thomsen give op, og hun efterlader døtrene Jette i Skagen og Eva i Helsingør samt fire børnebørn og seks oldebørn.