Film

Dødsfald

‡Robert Cecil Martin Elmer Berg, forfatter, Spanien, 78 år. Martin Elmer var født i København som søn af mekaniker Hans Carl Emil Berg og Minna Kirstine Berg. I 1949 havde han novelledebut i Kristelig Dagblads ugeblad ”Det ny Ugeblad” med novellen: Drengen der ville være brandmand. Han var journalistuddannet fra Journalistakademiet, Oslo. I 1956 var han den første homofile i Danmark, der trådte frem for offentligheden med en kronik: De uforstandige i Social-Demokraten. I 1959 fik han udgivet "Pigen og de fire årstider" og fra 1962 var han ansvarshavende redaktør af det homofile tidsskrift Vennen til dets ophør ved årsskiftet 1971. Martin Elmer har dannet par med stofkunstneren Erik Fink siden 1963, og indgik partnerskabskontrakt på Frederiksberg Rådhus maj 1994. Martin Elmer har skrevet manuskriptet til TV-udsendelsen "Et foragtet mindretal", medvirkede i Inge og Steen Hegelers film: "Kærlighedens Sprog II", og i perioden 1971-78 var han folketingskandidat for Danmarks Retsforbund. Martin Elmer var bosat i Spanien siden 1979 og medstifter og navngiver af Dansk-Spansk Samvirke 1981. Foruden bogudgivelser har Martin Elmer skrevet ca. 2000 noveller til radio, magasiner og ugeblade i Skandinavien, Holland og Tyskland, samt ca. 800 kronikker og essays i skandinaviske dagblade og tidsskrifter. Han modtog præmie i følgende konkurrencer: Politikens kronikkonkurrence, 1958. Berlingske Tidendes krimikonkurrence, 1972. Social Revy's novellekonkurrence, 1984. Puebla Lucias internationale novellekonkurrence i Spanien, 1985. Gyldendals internationale børne-og ungdomsroman-konkurrence, 1987. Martin Elmer sov stille ind i døden efter kort tids svær cancersygdom. Han havde netop færdiggjort manuskriptet til en kritisk bog om Cuba, som han kalder ”Tyrannernes Ø”. Trykningen af denne bog blev fremskyndet, i håb om, at Martin Elmer kunne nå at opleve udgivelsen – men der var ikke tid nok. Bogen udkommer på forlaget Prudentia om få dage.