Nibe

Dødsfald

‡Jens Christensen, Bonnesensgade 1, Aalborg, 75 år. Jens Christensen, der var født og opvokset i Vadum, blev som ung uddannet gartner, og han har senere i en lang årrække, og til han gik på pension, været ansat som kirkegårdsgartner i Aalborg. Han var en yderst selskabelig mand, og gennem mange år var han medlem af en kortklub, hvor han hyggede sig sammen med kolleger. Han havde flere rigtig gode venner. Desuden kom Jens Christensen ofte hos familie, bl.a. i Frederikshavn, hvor også hans søster bor. Men ikke mindst nød han samvær med familiens børn, som i hans selskab fik vide rammer. Hos familien tog han gerne del i de daglige gøremål og gik med fornøjelse i haven og delte ud af sin viden om blomster og planter. Tidligere boede Jens Christensen i nogle år i Nibe, men har siden haft et par adresser i Aalborg. Han har selv passet sit hus og været god til madlavning. I de senere år har sygdom og efterhånden tiltagende svaghed præget tilværelsen for Jens Christensen. Han efterlader et par søskende og flere søskendebørn.