Brønderslev

Dødsfald

‡Annette Sørensen, Lynggården, Hirtshals, 60 år. Annette Sørensen, født Thorsen, var fra Randers og den mellemste af tre søskende. Annette og hendes familie tilbragte hver sommer deres ferie i Lønstrup, og det var her, hun lærte sin tilkommende mand, Frank Normann Sørensen at kende, og med ham blev hun gift i 1973. I de første år boede parret i Det gamle Mejeri i Lønstrup, men flyttede senere til Kystvejen 9, som blev deres blivende sted. Annette har i sit arbejdsliv virket inden for sundhedssektoren, og har bl.a. været ansat på Motellet og Hjørring Sygehus, samt på Aabybro Plejehjem. Efterfølgende var hun en tid ansat på Vikingbanke i Hirtshals, og hendes sidste arbejdsplads var på det psykiatriske hospital i Brønderslev. Annette interesserede sig for humanitært arbejde og var aktiv inden for Røde Kors afdelingen i Hjørring, ligesom hun en tid var formand for en kvindekreds i Lønstrup. Annette og Franks foretrukne rejsemål var ubetinget Norge, og 32 gange har de boet på Ausbø hotellet. Annette Sørensen efterlader sig sin mand, Frank Normann Sørensen samt sine to søstre i henholdsvis Løgstør og Randers. Der var ingen børn i ægteskabet.