Dødsfald

‡Tage Henriksen, Hulknøsevej 59, Hallund, xx år. Tage Henriksen, der døde pludselig i hjemmet, var født og opvokset i Hallund. Han var ud af en søskendeflok på fem og kom tidligt ud at tjene på landet. Efter arbejde på forskellige gårde i Hellumområdet købte Tage gården på Hulknøsevej efter sine forældre i 1965. Han mødte sin kone Elly til et bal i Hellum, og i 1968 blev de gift. De drev sammen gården, og fem børn kom til. Tiderne skiftede, og i 1985 afviklede Tage Henriksen gården, da der skulle større ændringer til for at drive den videre. Han tog da arbejde på Nestlé, pelsede minke, var husbondafløser, og senest arbejdede han på P Beton i Poulstrup. Han var klar til at gå på efterløn som 60-årig og kunne nu bruge al sin tid på sin store hobby, nemlig flaskesamlingen. Laden var lavet om, og mange tusinde flasker står på snorlige rækker. Han købte sig en bil, og han elskede at tage af sted og mødes med andre flaskesamlere rundt omkring i landet. Mange kom også til Tage. De senere år gjaldt det ølflasker og etiketter hertil. En anden stor interesse var haven og skoven. Han brugte megen tid med at skove brænde. Sidste år gik hans store drøm i opfyldelse. Han blev selv skovejer - en skov tæt ved ejendommen, som han brugte en del tid på at gøre parklignende og plante til. Tage Henriksen har også været en god mand for lokalsamfundet, da han altid var villig til at hjælpe andre. Mange naboer og ikke mindst familie har nydt godt af hans hjælpsomhed. Han har altid været et familiemenneske og elskede at have børnebørnene med en tur i skoven. Skoven betød meget for Tage, og den daglige gåtur med hunden Rikke gik også til Hallund kommuneskov. Tage Henriksen efterlader hustruen Elly, døtrene Else og Lone i Brønderslev, Karen i Sterup og Dorte i Aalborg, sønnen Bo i Pandrup samt svigerbørn og 10 børnebørn.