dødsfald
‡Anders Vestergaard Andersen, Klæstrupvej 132, Klæstrup, 77 år. Anders Andersen var født på Teglgården i Klæstrup ved Brønderslev. Som ung havde Anders Andersen plads på forskellige gårde, bl.a. i Klejtrup. Sin værnepligt aftjente han som garder og fik sin teoretiske uddannelse på Askov Højskole og på en landbrugsskole. I halvandet år opholdt han sig i USA for yderligere at uddanne sig til landmand. Anders Andersen blev i 1965 gift med Jytte Christoffersen. Ved giftermålet bosatte de sig i Brønderslev, hvorfra Anders Andersen tog på arbejde i barndomshjemmet. I 1969 overtog han selv gården, som han drev som et alsidigt landbrug med køer, svin og kyllinger. Gennem tiden har han opkøbt fire nærliggende gårde, så Teglgården fik et jordtilliggende på 160 ha, ligesom han købte en kyllingefarm i Arentsminde. Anders Andersens kræfter og gode evner blev også taget i brug uden for hjemmet, idet han fra 1996 til 2005 var formand for Jerslev Sparekasse, ligesom han også har været næstformand i Brønderslev Landboforening og i produktionsfirmaet Prodan. I 2002 overtog sønnen Per Teglgården, og Jytte og Anders Andersen flyttede til Østergård i Klæstrup. Anders Andersen passede stadig kyllingefarmen og stod gerne til rådighed med hjælp og gode råd til sønnerne. Anders Andersen var en positiv mand, der altid så fremad. Han var god til at finde enkle løsninger selv på vanskelige problemer. Han var en god arbejdsgiver, der lod sine folk arbejde i frihed under ansvar. Han havde et humoristisk glimt i øjet og var altid klar med en frisk bemærkning, ligesom han gerne startede en diskussion. Sammen med sin hustru har han foretaget flere rejser til udlandet. Anders Andersen var stolt af sin familie, som han holdt meget af. Anders Andersen efterlader sin hustru og tre børn: Niels og Per, der begge bor i Klæstrup, og Karen i Aarhus samt fem børnebørn.
Få adgang første måned for kun 49 kr.
Prøv Nordjyske nuAllerede abonnent? Log ind
Abonnementet giver adgang til Nordjyske.dk og fornyes automatisk til 109 kr. pr. måned og er uden binding.